*

Aarhus

Væresteder for socialt udsatte åbner dørene endnu mere

Torsdag indvies den første del af kommunens plan for Sydhavnskvarteret, når fire sociale tilbud officielt indvies. Det drejer sig om værestederne Værestedet, Naapiffik og Kontakthuset samt den nye nålepark.

Med nye udvidede åbningstider får socialt udsatte endnu mere lejlighed til at kigge forbi Værestedet for enden af Jægergårdsgade. Fotos: Tanja Carstens Lund

Dang, dang, dang.

Det er den første lyd, der møder en, når man ad Jægergårdsgade passerer Spanien og bevæger sig ud på Sydhavnen. Lydene stammer fra den store byggeplads på hjørnet af de to gader, hvor piloteringsmaskiner hamrer pæle i jorden til Danske Banks nye domicil.

Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, men Danmarks største banks nye bygninger kommer til at ligge i baghaven til en række sociale tilbud, som officielt åbner torsdag.

Der er tale om de fire sociale tilbud Værestedet version 2.0, den nye nålepark, Kontakthuset og Naapiffik, som er et værested primært rettet mod grønlændere.

»Vi er rigtig glade for, at kommunen også har tænkt på de socialt udsatte. Det viser, at kommunen tager det seriøst, når den siger, at området skal have plads til både de skæve virksomheder og socialt udsatte,« siger Ove Abildgaard, som er daglig leder af Værestedet 2.0.

Åbningen arrangeres af Aarhus Kommune i samarbejde med værestederne Kontakthuset, Naapiffik og Værestedet, Foreningen Sydhavnen samt Njord Gin, hvis destilleri er nabo til både Værestedet og Naapiffik.

På Naapiffik er der også mulighed for at tage en lur på sofaen. Stedet er pyntet med både billeder og malerier fra Grønland.

Vi er ikke noget, hvis ikke de udsatte gider lege med os.
Ove Abildgaard, daglig leder af Værestedet i Jægergårdsgade

Udvidede åbningstider

Både de sociale tilbud og Danske Banks erhvervsbyggeri er en del af et byudviklingsprojekt for Sydhavnen, som Aarhus Kommune har sat i gang. I første omgang er det stykket fra Jægergårdsgade til Mindet, som står for tur, inden man fra 2020 efter planen begynder på området syd for Jægergårdsgade og ned til det gamle Slagtehus.

For Værestedet er der ikke tale om en ny lokation eller nye lokaler. I stedet har man fra kommunens side valgt at give 2,28 mio. kr. til tilbuddet, så åbningstiderne kan udvides til også at gælde aften og weekend.

»Det betyder utrolig meget, at vi nu snart kan tilbyde udvidede åbningstider. Vi regner med, at vi har omkring 75 forskellige mennesker forbi i løbet af de relativt korte dage, vi har nu. På den måde kan vi være med til at sørge for, at tingene udvikler sig fredeligt, roligt og i venlig sameksistens med alle de nye, der er herude, uanset om det er Danske Bank eller Njord,« siger Ove Abildgaard.

Også hos de hjemløses landsorganisation Sand er man glad for, at rammerne for de udsatte får en opgradering.

»Det bliver stort, at Værestedet får åbent syv dage om ugen, bl.a. fordi der er gratis mad, gratis kaffe og personale, de udsatte kan snakke med. Vi har i Sand været meget aktive i arbejdet med områderne på Sydhavnen, hvor vi bl.a. har sørget for brugerindflydelse fra de udsatte, som kommer her,« siger Anders Mathiassen, formand for Sand Østjylland.

Blandt de nye sociale tilbud er også en ny nålepark. Formand for Sand Østjylland Anders Mathiassen (billedet) er glad for, at stofmisbrugere her kan undgå misbilligende blikke.

Hjælp fra destilleri

Lige midt imellem Værestedet og Naapiffik rammer duftene af enebær og krydderier næsen. De stammer fra gindestilleriet Njord Gin, som åbnede på Sydhavnen i august. Her er man glad for, at der i det nye område er plads til alle.

»Allerede da vi gik med overvejelserne om at flytte herind, var vi også klar over, hvilke gode naboer vi ville få hernede på Sydhavnen. Der gjorde vi os nogle tanker om, at så vidt det er muligt, vil vi gerne have nogle samarbejder med vores nye naboer, hvad enten det er Danske Bank eller de socialt udsatte. På den måde ligger vi lige i smørhullet mellem nogle af de rigeste i Danmark og nogle af de fattigste,« siger Troels Præst Andersen, som er en af de to destillatører bag Njord Gin.

»Vi vil rigtig gerne engagere nogle af dem, der kommer på Naapiffik eller Værestedet. De har det jo typisk ikke så nemt på arbejdsmarkedet, så vi vil gerne finde nogle arbejdsopgaver, der giver mening for begge parter, og som kunne gøre en forskel. Konkret har vi smidt forslag om opgaver, de udsatte kunne løse, som eksempelvis at dampe etiketter af gamle ginflasker.«

Blandingen af både store etablerede virksomheder, små iværksættervirksomheder og plads til de socialt udsatte passer nøjagtig med kommunens vision for området.

»Der er en helt særlig stemning i Sydhavnen, hvor det gamle havnemiljø mikses med moderne og mangfoldigt byliv. Kvarteret bliver latinerkvarter for både erhverv, kreative fag og socialt udsatte. Derfor ligger det helt i tråd med visionerne for området, at vi opgraderer de sociale tilbud, som i forvejen har haft til huse i Sydhavnen. Det markerer vi med en festlig indvielse, hvor alle er velkomne,« udtaler Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.

Fra venstre: Formand for Sand Østjylland Anders Mathiassen, Landsformand i Sand Christina Strauss og daglig leder af Værestedet Ove Abildgaard, som er nogle af dem, der har kæmpet for de socialt udsatte.

Et fristed

Mens Værestedet, Naapiffik og Kontakthuset alle er væresteder, åbnes også en ny nålepark, hvor stofmisbrugere kan komme og indtage deres stoffer fri for misbilligende blikke. Det er også her, at der torsdag bliver klippet ceremonielt rødt bånd for at markere den officielle indvielse.

Anders Mathiassen mener, at det er vigtigt, at man med de fire tilbud får samlet flere ting inden for kort afstand af hinanden.

»Den ny nålepark bliver et fristed, og generelt bliver det godt, at tilbuddene bliver samlet på et relativt lille geografisk område. De midlertidige hellesteder, som indtil nu har været i byen, har ofte ligget både langt fra hinanden, men også langt fra indkøb. Vi ved, at stor afstand til indkøb er noget af det, som holder alkoholikere væk fra værestederne,« siger han.

Det er Ove Abildgaard enig i:

»De udsatte er blevet flyttet rundt på mange gange, og vi ved, at de har været ildeset mange andre steder. Nu er det ligesom et forsøg på at sige, at de her mennesker er nok kommet for at blive, og så må vi forsøge at integrere dem i bybilledet på bedst mulig måde. Med Værestedet 2.0 kommer vi til at genopfinde os selv på nogle områder. Vi er ikke noget, hvis ikke de udsatte gider lege med os.«

Værestedet ligger for enden af Jægergårdsgade. Her kommer omkring 75 forskellige socialt udsatte forbi om dagen ifølge daglig leder Ove Abildgaard.

Den længste travetur mellem de fire sociale tilbud i området er stykket fra nåleparken og op til Kontakthuset. Men da det kun drejer sig om små 200 m, er det ikke en maraton. Hvor Værestedet og Naapiffik begge er åbent for alle, der har lyst til at komme forbi, er Kontakthuset et kommunalt tilbud, som man skal visiteres til. Kontakthuset har omkring 60 brugere, hvoraf mange også kommer på eksempelvis Værestedet, fortæller pædagog Peter Van Prooije:

»Her sørger vi eksempelvis for, at der er en sygeplejerske til stede, som kan hjælpe med medicin. Der er hjælp til at komme til tandlæge og mange andre praktiske ting, som kan være svære at håndtere for de udsatte.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Dansk landbrug er ikke rosenrødt

Holger Øster Mortensen, ”Liselyst”, Præstholm Mk., Odder

Debat: Selvfølgelig skal elever i folkeskolen til julegudstjeneste

Sebastian Joubert | S. Kaimson, Byrådskandidat for De Konservative, Vester Allé 21- 2., Aarhus C
Hvis ikke vi bliver mindet om, hvorfor vi holder jul, bliver det hele bare en gaveregn – uden at der er en mening med det.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her