*

Aarhus

245.000 har været på toppen af Aarhus

Et overvældende besøgstal gør Sallings tagterrasse, Salling Rooftop, til byens mest populære mødested lige nu.

I gennemsnit har godt 6.500 mennesker dagligt nydt udsigten fra Sallings Rooftop. Arkivfoto: Claus Bonnerup/Ritzau Foto

245.000 mennesker har siden åbningen den 25. august besøgt Sallings ny taghave, Salling Rooftop.

Det er et tal, der er kommet bag på alle, også Salling-direktør Marianne Bedsted.

»Jeg havde været godt tilfreds, hvis vi havde haft 100.000 besøgende. Vi havde ikke drømt om, at taghaven skulle blive så stor en succes. En amerikansk turist sagde til mig, at den gav ham en fornemmelse af at gå oven på byen. Andre sidder og nyder solnedgangen derfra.«

Mange beder om rundvisninger i taghaven, og Marianne Bedsted er også blevet kontakten af andre stormagasiner i udlandet, der vil høre mere om Salling Rooftop, ligesom udenlandske medier ringer for at høre om taghaven, som også topper på de sociale medier.

Den hollandske rejseguide onehandinmypocket.nl har sågar sat taghaven som attraktion nummer 1 i Aarhus, mens Aros er nummer 2.

»Heerlijk,« skriver rejseguiden om taghaven og anbefaler, at man tager noget at spise eller drikke der.

Salling er med sin tagterrasse med på de nye trends, siger forskningschef Marianne Levinsen, Fremforsk.

»Jo mere urbane vi bliver, jo mere har vi brug for naturen, uderum og oaserne i byen. Vi vil samtidig gerne være sociale, vil gerne sidde sammen med nogle andre og nyde udsigten eller en oplevelse. På den måde er tagterrassen virkelig en folkegave, som man jo kan se, at der er blevet taget godt imod.«

Salling Rooftop

Et mødested på toppen

Siden Salling åbnede sin taghave for fem uger siden, har den haft 245.000 besøgende.

Terrassen på 2.000 kvm ligger i femte og sjette sals højde og har bl.a. udsigtsrampe 27 meter over Strøget, loungeområder, amfiscene og café.

Tagterrassen har kostet 30 mio. kr. og er finansieret af Salling og Salling Fondene.

Siden åbningen er der solgt bl.a.:

  • 24.000 kopper kaffe
  • 8.800 fadøl
  • 12.200 glas rosé og hvidvin

Det er gratis at besøge tagterrassen, som er åben kl. 10-20 til hverdag, kl. 10-18 i weekenden.

Mindelser om Paris

Marianne Levinsen mener, at oplevelsen af at være på byens tag giver mindelser om Paris, hvor »det er så fedt at se på byens tage,« og synes, at Aarhus får samme storbypræg, omend i mindre skala.

»Det er godt, at det er et sted, hvorfra man kan se byen på en nye måde, som kan besøge helt gratis. Den slags er der brug for. Man kan jo ikke påstå, at det er en oplevelse at besøge Strøget i Aarhus. Det er lidt kedeligt og koldt, meget mainstream og på oplevelsessiden lidt af en udørk,« siger hun.

Derfor er det rigtigt set af Salling at give sine kunder en ekstra oplevelse, mener hun.

»Hvis man vil, kan man købe alt digitalt i dag. Derfor er det afgørende, at man byder på noget lækkert, anderledes og nyt, hvis man vil have folk ind i sine butikker.«

Det kan man mærke på omsætningen i stormagasinet. Det går godt, siger Marianne Bedsted, dog uden at ville sætte konkrete tal på.

Julen er på tegnebrættet

»Det er helt tydeligt i f.eks. vores boligafdeling, som de fleste går igennem på vej op til Rooftop, at folk ser noget, de gerne vil købe.«

Der må højest være 750 mennesker på taghaven ad gangen. Derfor er der monteret tællere i dørene, så man kan følge besøgstallet nøje.

Det har været nødvendigt at ansætte flere end planlagt til at tage sig af caféen, Væksthuset, der både er udendørs og indendørs, siger Salling-direktøren.

Lige nu er man i gang med at planlægge, hvor julen skal fejres og markeres på taget.

»Julen er vigtig. Vi lagde jo for to år siden ud med at gøre noget særligt ud af juleudsmykningen på facaden,« siger Marianne Bedsted.

»Vi kommer til at lave en række events på Salling Rooftop og vil desuden lave noget med lys og hygge, æbleskiver, glühwein, og hvad der ellers skal til af julehygge.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her