*

Aarhus

Smukfest plages af smarte billethajer

Smukfest vil gøre mere reklame for sin egen billet-byttecentral, hvor festivalfolket ikke snydes.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår billetsalget til Smukfest 2018 skydes i gang. Men da salget af partoutbilletter til Smukfest 2017 åbnede 1. december 2016, var der udsolgt efter blot fem timer. Foto: Casper Dalhoff

Skanderborg Festival vil næste år gøre endnu mere reklame for det tilbud, hvor festivalfolket kan overdrage en overskudsbillet til en anden med 100 pct. tryghed og til billettens pålydende pris plus 100 kr. i administrationsgebyr.

Per Langpap, festivalens økonomichef, anslår, at mindst et par hundrede har benyttet sig af muligheden i år.

Sælger varm luft

Men mange flere burde være gået den vej.

»Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange, der er blevet snydt, fordi de har købt en billet via en annonce i Den Blå Avis, Gul og Gratis eller via Facebook, men hvor sælgeren aldrig har haft en billet, men sælger varm luft. Det er der nogle, der hopper lidt for nemt på, og når de finder ud af, at de ikke modtager en billet, så er den konto, de har sendt pengene til, lukket,« siger han.

»Jeg har ikke tal på, hvor mange henvendelser af den slags, vi har modtaget. Men i en periode brugte jeg mange timer hver dag på at tale med folk, der følte sig snydt. Jeg rådede alle til at melde det til politiet.«

Klassisk bedrageri

I konkrete tilfælde har han også hjulpet folk med at få stoppet korttransaktioner, så de kunne få penge tilbage.

Politiet har også modtaget anmeldelser fra folk, der er blevet snydt, da de har købt billet via Facebook og lignende, men aldrig har fået billetten.

»Det er klassiske bedragerisager, og når vi modtager en sådan anmeldelse, optager vi sagerne og undersøger, om der er efterforskningsmæssige muligheder. Det er ikke altid, at det kan føre frem til, at vi kan identificere den gerningsmand, der står bag,« siger Maja Engfred, advokaturchef ved Sydøstjyllands Politi.

Men det ér lykkedes at føre nogle sager frem, hvor der er faldet dom.

Solgt til ågerpris

Andre er blevet snydt til at betale ulovlig overpris for en Smukfest-billet fra internetudbydere, hvor Smukfest i flere år har været opmærksom på Viagogo med hovedsæde i Schweiz.

Viagogo tilbød allerede i december partout- og endagsbilletter til overpris – billetter, som på det tidspunkt slet ikke var kommet til salg endnu, og til dage, hvor festivalen var slut.

»De er virkelig aktive, man røg direkte ind på deres side, som lå som nummer ét på Google, når man søgte efter billetter, selv om der var udsolgt. Dem, samt firmaet Stubhub, har vi taget kontakt til for at få dem til at indstille salget. Viagogo fik vi ikke kontakt til, men med Stubhub lykkedes det. De meddelte, at de straks ville indstille handlen, men om de gjorde det, ved jeg ikke,« siger økonomichefen.

Jeg har holdt fast i nogle af de mennesker, der var dumme nok til at købe en billet der, som kontaktede os. Og de fik faktisk tilsendt lovlige armbånd til festivalen, så der må være nogen, der køber billetter op for at videresælge dem til overpris. Selv om det er klart ulovligt. Og selv om vi gør, hvad vi kan, for at forhindre det,« siger han.

Men Viagogo formidlede også billetter, der slet ikke eksisterede.

»Det, der stak mest i øjnene, var, at de udbød billetter til mandag den 14. august, hvor festivalen var slut,« siger Per Langpap.

Firmaerne slipper fri

Men Viagogo og Stubhub slipper fra det, uden at de danske myndigheder kan gribe ind. I starten af august fik festivalen besked fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi om, at sagen om firmaernes rolle som formidlere af ulovlige billetter var opgivet.

»Det er nok ikke nemt, når Norge og Danmark er de eneste lande, hvor det er ulovligt at agere billethaj,« siger Per Langpap.

Viagogo har adresse i Schweiz. Stubhub har adresse i Bilbao, Spanien.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Følg med, når Jyllands-Posten serverer nyheder, reportager og anmeldelser fra årets Smukfest.

Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her