Annonce
JP Aarhus 20 år
Aarhus

Latin taler aarhusiansk igen

Restaurant: Brasseriet i hjertet af Latinerkvarteret er – efter at have været lukket i et par måneder – tilbage i sin velkendte stil med fiskesuppe, hvidvinsdampede muslinger, møre bøffer og masser af vin.

Indretningen på Brasserie Latin er vældig varm og hyggelig, om end man sidder temmelig tæt. Her er det tjener Anna Sabro, der holder styr på aftenens gæster. Restauranten har åbent køkken, så gæsterne kan følge madlavningen, der foregår i imponerende ro og orden. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Brasserie Latin

Klostergade 2, Aarhus

Tlf. 8613 7812

www.latin-restaurant.dk

Åben tirsdag-torsdag kl. 18-22, fredag-lørdag kl. 12-15 og 18-23.

Bordene står lige så tæt, som de altid har gjort, kokken står og braser lige bag disken, der er tætpakket med vinflasker, og ved et bord for enden af samme disk sidder restauratøren, Philip Tahi, og skriver regninger i hånden.

Alt er vist, som det plejer at være på restaurant Latin, som var lukket i nogle måneder i efteråret pga. en uenighed med ejeren af bygningen. Nu er den åben igen og tilbage i sin velkendte, fine stil.

Det betyder, at menukortet er overskueligt, at man stadig kan få fiskesuppe og hvidvinsdampede blåmuslinger, at der er hvid dug på bordet, og at man kan sammensætte en menu til en meget rimelig pris: Tre retter for 275 kr., fire for 335 kr. og fem for 495 kr. Hertil kan man få en vinmenu til henholdsvis 215, 280 og 345 kr.

Restauranten gør sit til at leve op til sit kvarters navn, Latinerkvarteret. Indretningen er meget fransk, og skulle man sidde at vente lidt, er væggene fyldt med billeder og malerier at se på, ligesom man kan følge med i livet udenfor på den centrale gade og lytte til den franske musik, der alt sammen giver en behagelig atmosfære i hele restauranten.

Småt og tæt

Der står borde, hvor der er plads til det, og det er værd at være opmærksom på, hvis man bestiller bord. For nogle af bordene står lige ved indgangen, og det må være temmelig irriterende, hvis man sidder og forsøger at skabe sit eget lille rum omkring et godt måltid, at der hele tiden er nogen, der går forbi, skal have overtøj af og på, ligesom det på denne årstid er en kold affære, når døren går op og i.

Betjening
  • Fire ud af seks stjerner.
  • Somme tider fokus, andre gange ikke. Det skiftede lidt med opmærksomheden fra tjeneren, der fik assistance af en kok, som med stor glæde fortalte om sin mad.

Det gør den med jævne mellemrum, for Latin er en populær restaurant. At bordene faktisk er så små, at det kan være svært at have sin mad der, er en anden sag.

Vi fik en god plads midt i restauranten og derpå en fin forklaring på menuen, der skifter med jævne mellemrum.

Denne aften kunne vi til forret få bl.a. bagt foie gras med rosmarin, druer og enebær (85 kr.) og stegte kammuslinger med kål og lun rygeost (85 kr.) til forret og oksefilet med sellericreme, tørret oksehjerte og chili(175 kr.). Desuden var der de såkaldte klassikere, der foruden fiskesuppe og muslinger omfattede bøf bearnaise (225 kr.) og ostetallerken (95 kr.) Vælger man de to sidste under menutilbuddet, koster det 50 og 20 kr. ekstra.

Hvidvinsdampede muslinger er en af kerneretterne på Latin. Fiske suppe og bøf bearnaise hører med i samme klasse på restauranten, hvor man kan få tre retter for 275 kr.

Klassikerne

Vi besluttede os til at smage, om fiskesuppen lignede sig selv, og ville desuden smage på den bagte foie gras. Til hovedret ville vi begge have oksekød – en bøf bearnaise fra den klassiske del af menukortet samt oksefilet med sellericreme fra det dagsaktuelle kort, ”Chefs”.

Medspiseren kastede sig derpå ud i en diskussion om vin med tjeneren – restauratøren. Denne havde kvalificerede og engagerede bud på mulighederne og endte med at skænke os hver et glas hvidvin fra Bourgogne, Chardonnay Vielles Vignes 2012 fra Maison Roche de Bellene (85 kr.) til forretterne og fandt en af sine særlige flasker rødvin, som han mente kunne matche både bøfferne og medspiserens hang til pinot noir, Pommard fra Nicolas Rossignol 2010 (795 kr.).

Latin har i det hele taget et fint vinkort med gode bud på vin pr. glas og hele flasker i mange prislag. Vand får man pr. flaske a 40 kr.

Vi fik lækkert brød med aioli på bordet og snart efter kom forretterne.

På den ene side af bordet var det en flot tallerken med stegt og karamelliseret foie gras med ginmarinerede vindruer, enebær-twill, rosiner og chiliglace. En fin og smagfuld kombination.

Aarhusiansk dannelse

Det gjaldt også fiskesuppen, som godt kunne have dampet lidt mere af varme, men smagte storartet med sin sammensætning af knurhane, havkat, croutoner og emmentaler. Suppen serveres – ligesom de dampede muslinger – både som forret og hovedret. At have smagt den bør være en del af den aarhusianske dannelse.

Bearnaisen var perfekt og så tillige godt ud med drys af estragon. Bøffen hertil var af herrestørrelse: 200 gram.

Så meget kød hørte ikke til den anden servering, som tog sig helt anderledes ud med sellerimousse, tapiokachips, peberfrugt, blegselleri og tørret, revet oksehjerte.

Begge var meget fine retter med upåklageligt mørt og smagfuldt kød og veltillavet tilbehør.

Lækker dessert

Desserten var en fryd at se på – en delikat marengs med chokolademousse, sorbet af blodappelsin, crumble af hvid chokolade og lidt skovsyre. Den var også en fryd at spise.

Medspiseren foretrak ost og fik et bræt med bl.a. comté, morbier, tomme de savoie og brie de meaux, et par valnødder og to tørrede abrikoser og en kurvfuld mere af det lækre brød, som vi havde indledt måltidet med.

En espresso af noisettetypen og en kop te, begge a 40 kr., så var vi klar til regningen og en taxa. Vi kom af med 1.725 kr. for denne aften på Latin, restauratøren ringede efter taxa og skænkede et lille glas sød vin på husets regning, mens vi ventede.

Latin er tilbage i stærk stil og får fire store stjerner og en stor anbefaling.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Sket i byen

På skraldejagt i skovbunden

En gruppe børn og voksne var søndag formiddag ude og samle affald i Riis Skov på foranledning af familiemediet "Børnenes Aarhus".
Kommentar
Debatindlæg

Ordet frit: Syge børn i Familiehuset i Skejby

Claus Jacobsen
Søskende, forældre og bedsteforældre fra hele landet bor sammen i et hjem uden for deres eget hjem i den tid, et barn i familien indlægges med en kronisk og ofte livstruende sygdom.

Debat: Sæt strukturændringer i Børn og Unge på standby

Lone Norlander
Enhedslisten opfordrer til, at rådmanden, og de øvrige politikere bag budgetforliget, igen vil lytte til den store usikkerhed og utryghed, som deres beslutning om nedskæringer og ny struktur i Børn og Unge har medført.
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
Biler
Ejerne tjekker bilen bedre før syn
Regler, som betyder, at bilen bliver sendt til omsyn ved selv små fejl, har fået flere bilejere til at tjekke deres køretøj, lyder foreløbige meldinger fra Applus og FDM. Færdselsstyrelsen afventer flere erfaringer. 
Se flere
Kram og en fryd for øjet: Danske klassikere slår high tech på den lange bane
Dansk møbeldesign er noget helt særligt, og det ved både Danmark og det store udland. Designikonerne er populære i tidens retrobølge, og dansk møbeldesign bliver en slags modtrend til high tech, mener ekspert. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her