*

Aarhus

Landbruget: Aarhus overdriver miljøregning

Aarhus Kommune overdriver, når kommunen forudser millionregning som følge af landbrugspakke, siger landbruget.

Aarhus Kommune maler fanden på væggen, når kommunen melder ud, at regeringens landbrugspakke kommer til at koste store summer for aarhusianske vandforbrugere.

Sådan lyder meldingen fra direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.

Den aarhusianske teknik- og miljørådmand, Kristian Würtz (S), har anslået, at det kan koste borgerne i landets næststørste by en ekstraregning på op mod 95 millioner kroner.

Men beregningerne er "vildt overdrevne", siger Flemming Nør-Pedersen til landbrugsavisen.dk.

- Jeg finder det opsigtsvækkende, at Aarhus Kommune melder sig ind i diskussionen om landbrugspakken på så dårligt grundlag, hvor de helt bevidst ser bort fra tiltag, der beskytter grundvandet, siger direktøren fra landbrugets interesseorganisation.

Aarhus Kommune har i et høringssvar påpeget, at det kan koste forbrugerne dyrt, at landbrugspakken giver landmændene mulighed for at gødske markerne mere.

Skal der fortsat være rent vand i aarhusianernes vandhaner, kan det udløse en engangserstatning til landmændene på op til 95 millioner kroner over 25 år. Og den regning skal betales af aarhusianerne, lyder det fra kommunen.

Men det er noget vrøvl, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

Flemming Nør-Pedersen henviser til, at andelen af nitrat i det aarhusianske vand ligger langt under grænseværdien. Dermed er der hverken behov for indgreb eller for at kompensere landmændene.

Ifølge Flemming Nør-Pedersen er høringssvaret fra Aarhus en undskyldning for at føre en meget restriktiv politik over for landbruget.

Direktøren henviser til, at kommunen har planer om at forbyde sprøjtning med pesticider ved Beder syd for Aarhus, selv om alle pesticider er godkendt af myndighederne.

Ifølge rådmand Kristian Würtz er erfaringerne med pesticider dog netop grunden til, at kommunen er ekstra opmærksomme på mulige problemer med drikkevandet.

- Vi har særligt følsomme områder, hvor vi både finder gamle og nye pesticider i drikkevandet, og det er lige præcis derfor, at vi griber ind mod dem, og det er derfor, at vi advarer mod, at det samme kan ske med nitratindholdet andre steder, siger han.

Kristian Würtz siger endvidere, at grundvandet er kortlagt så nøjagtigt, at man præcist ved, hvor sårbare de enkelte områder er.

Den kortlægning burde man efter hans opfattelse tage udgangspunkt i, hvis man vil give landmændene mulighed for at gøde mere.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her