Aarhus

»En grimme karl«

I maj 1947 blev Kaj Henning Bothildsen Nielsen henrettet for sine forbrydelser under Besættelsen . Dette er historien om den århusianske malersvend, der blev en af danmarkshistoriens største massemordere.

Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Foto: Århus Byhistoriske Fond

Kaj Henning Bothildsen Nielsen gik over i et nyt fag i 1944. Han var maler, men begyndte som morder.

Den århusianske nazist og landsforræder begik på ét år 57 drab. Han angrede intet, blev dømt til døden og henrettet 9. maj 1947 klokken 03.15. Historien om ham handler om ondskabens almindelighed. Denne søn af en vognmandskusk i Århus var ustraffet, håndværker og far til to døtre, da han, der var født i 1919, valgte at blive redskab for en dødbringende utopi.

Familien Bothildsen Nielsen boede på første sal i Ny Munkegade 66. Ved siden af på første sal i nr. 68 boede Frida sammen med sin mor, far og søskende. Den lille pige var ni år, da Danmark blev besat af tyskerne. Hun har især ét fasttømret syn af Kaj Henning fra naboopgangen.

»Når han under krigen kom på besøg hos sine forældre, var det altid i en sort bil. Han var sammen med tre andre. En chauffør blev på gaden som vagt, når de andre gik ind i huset. Alle var i flotte, lange sorte frakker, og så var der hattene. De store bløde hatte. Dem havde de altid på. Mange var bange for dem, men ikke min far. Han var havnearbejder og socialdemokrat. Far hadede tyskerne. Af mange gode grunde.«

4. juli 1944 var Fridas far, Teodor Morten Vilhelm Nielsson, på arbejde på Århus havn, da en lægter lastet med ammunition sprang i luften. Huse styrtede sammen. Et ildhav flammede op, og 38 mennesker mistede livet.

»Min far så sin formand løbe flere meter uden hoved,« fortæller Frida.

Da tyskerne 19. september 1944 indførte politimæssig undtagelsestilstand i Danmark og internerede politiet, fik Århus sit kommunale vagtværn. Teodor Nielsson blev en af dem, der med kasket, armbind og fløjte blandt andet skulle genne folk i kældre og beskyttelsesrum, når der var luftalarm. Folket skulle beskytte folket.

»Familien Bothildsen Nielsen og andre nazister ignorerede min far, når han gjorde sin pligt. De blev bare stående på gaden.«

»En dag råbte vognmandskusken, der havde truet flere med, at hans søn nok skulle skyde dem, hvis de var frække, til far: Pas på, at du ikke bliver den næste!«



Ingen advarsler

Da Frida var blevet 14 år, var Kaj Henning Bothildsen Nielsen i sin travleste periode som terrorist. Natten til 22. februar 1945 var et skræmmende eksempel. Sammen med andre medlemmer af Peter-gruppen sprængte han en række ejendomme i Guldsmedgade og forretninger rundt om i Århus i luften, og skaderne blev gjort op til 3.590.000 kroner. Syv mennesker og blandt dem et barn på seks år blev dræbt i et knitrende ildhav.

Bothildsen placerede sprængstoffet og advarede ingen af beboerne. Han angrede aldrig, hvad han havde gjort. Om den rædselsnat og alle de andre forbrydelser, som den lille rødhårede århusianske malersvend var med til, kan man side for side læse om i nr. 6 af 91. årgang af Højesteretstidende. I den nøgterne registrering af anklager og forklaringer, af mord, mentalerklæringer samt kynisme bliver gruen så isnende, at den fryses fast i det ufattelige.

De rædselsfulde gerninger registreres så lidenskabsløst, som var der tale om tvister i en ejendomshandel. En ordinær skoledreng fra et arbejderkvarter blev til massemorder i et banalt livsforløb. Er ondskaben så tilfældig og almindelig? Ingen andre levende væsener end mennesket kan agere på den måde.

Kaj Henning gik først i Læssøesgades Skole og dernæst i Ny Munkegades Skole til 3. mellem, da han i 1935 kom i lære hos en mester i Vestergade. Udlært som malersvend var han i 1939. Året forinden var han blevet medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Sit katastrofale valg kan han have truffet ved mødet i Århus Stadions hal i 1937. 2.000 tilhørere var mødt frem for at lytte til naziføreren og lægen Fritz Clausen fra Bovrup.

Som optakt gik 360 uniformerede SAer i demonstration, ligesom der var musik af et himmerlandsk orkester flankeret af hagekorsfaner. Man solgte raderinger af den slags, man i dagens fodboldforretning kalder merchandise. Overskuddet skulle sendes til general Franco i Spanien.

I et avisreferat hed det dengang:

"I salen opstod der håndgemæng mellem en kommunist og tre nazister. Først da overbetjent C.K. Larsen kom til, fik man kommunisten sat ud. Det skaffede ro."



Kasseret som soldat

Kaj Henning Bothildsen kom på session, men man kunne ikke bruge ham, da han havde dårlige lunger. Andre kunne. Han meldte sig til Waffen SS og blev uddannet i Sennheim i Tyskland fra januar til marts 1941. Uddannelsen var både militær og politisk. Således inspireret meldte han sig til krigstjeneste, men igen blev han kasseret og dermed ydmyget.

Årsag: Dårlige tænder og lunger.

Han tog hjem til Århus, blev malermester. Han opgav og blev svend igen. I sommeren 1942 tog han det første skridt på vej til at blive en af de værste forbrydere i danmarkshistorien. På opfordring fra SS blev han medlem af Schalburgkorpset, der uddannede sine folk på Høveltegaard ved Birkerød. Korpset var opkaldt efter lederen af Frikorps Danmark, C.F. von Schalburg, der var faldet på Østfronten i 1942.

Hjemstedet for korpset var Frimurerlogen på Blegdamsvej i København. Bothildsen kom på et politisk kursus, da han igen blev vraget på session. Han fik job i efterretningstjenesten i Schalburgkorpset med direkte kontakt til Gestapo. Kaj Henning med de rådne tænder og den dårlige vejrtrækning var blevet stikker. Det røde hår var nu sort. I København blev han medlem af Farmandsgruppen i modstandsbevægelse.

Han forrådte medlemmerne efter tur, sladrede om dem. En anden stikker havde introduceret ham ved at kalde ham for sin fætter. Medlemmerne, der hovedsagelig var læger, lærere og biblioteksfolk, blev på grund af Bothildsens angiveri arresteret af Gestapo på nær en, nemlig styrmand Eiler Haubirk. Denne blev en dag på en café genkendt af Bothildsen og den senere danske leder af Peter-gruppen, Henning Brøndum. Bothildsen ville tage Haubirk levende, men Brøndum skød ham.



Morten Nielsens valg

I januar 1944 blev Bothildsen kaldt til møde hos chefen for Schalburgkorpset, K.B. Martinsen. En terrorgruppe skulle oprettes, og Bothildsen, den mange gange vragede og oversete, sagde omgående ja tak til at være med. Hvis han fantaserede om ærens mark, tog han grueligt fejl. For enden af den lange, sorte tunnel, han så ivrigt begav sig ind i, lå blodrus, ødelæggelse, død og vanære. Andre unge med andre værdier traf lykkeligvis andre valg.

Lyrikeren Morten Nielsen var ved sin død i modstandsbevægelsen kun 22 år gammel, men han efterlod sig digte, der rummer det ærligste og mest bevægende budskab om krigsårene i Danmark.

Han kendte næppe Bothildsen, men skar ind til benet af, hvad det drejer sig om med Skæbne:

Nu tar du Hævn! Nu går du med Skraarem og Støvler paa, du løfter en Arm, og det skinner I Øjnenes blege blaa. For Had og Haan og Trusler, det kan et menneske ta- men ikke det, nej aldrig: Det og grines a. Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat. Og hvis vi en Dag skal til Muren, saa er din Haand parat. Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund, naar du slaar, for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar.

Kaj Henning var noget i lang sort frakke og med pistol i bæltet. Han kunne skræmme andre. Efter nogle hærværksaktioner var der møde på Dagmarhus. Otto Schwerdt med dæknavnet Peter spurgte Bothildsen, om han var villig til at begå drab.

Svaret var uden tøven: Ja.

Peter-gruppen blev en realitet med Henning Brøndum som ledende dansker. Tyskerne med Schwerdt fra den nazistiske livgarde - Leibstandarte Adolf Hitler - bestemte. Danskerne, hvoraf flere havde været frontkæmpere i Frikorps Danmark, myrdede løs for en løn på 18.000 kroner om året. Bothildsen myrdede så mange, at han under forhør efter krigen ikke havde rede på, hvem han havde skudt hvor og slet ikke hvorfor.

Han pralede, afviste at have gjort noget forkert og fastholdt sin tro på nazismen. Hvis der skulle komme en ny Hitler, kunne man regne med ham. Mænd som Bothildsen forskrev sig til vold og destruktion i skærende kontrast til Morten Nielsens enkle forpligtelse overfor livet: Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø Du er endnu for ringe til at dø



De 57 drab

Højesteretstidende med retsreferaterne fra opgøret med landsforræderne er en gyser.

I februar 1945, da intet kunne afværge et tysk nederlag i krigen, var Peter-gruppen på mordturné. Allerede under de første forhør efter krigen fortalte Bothildsen, at han havde myrdet eller været med til at myrde fem århusianere: Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende, redaktionssekretær Morten Sørensen fra Aarhus Amtstidende, smedemester Carl Frederik Bardino, forretningsfører i Malernes Kooperative Forretning, Albertus Rasmussen og formanden for Malernes Fagforening, Albert Andersen.

De fem uskyldige ofre var, viste det sig, kun nogle få i et gigantisk synderegister. Da regnskabet blev gjort op, havde Bothildsen begået 57 drab og været med til ni drabsforsøg. Han havde deltaget i 116 sabotagehandlinger, fem togattentater og tre røverier. Ingen anden i Peter-gruppen havde været så flittig. Han var hverken sindssyg eller åndssvag, men ifølge mentalerklæringen godt begavet.

Føleleseskold, nærtagende, fanatisk og egocentrisk var andre af de adjektiver, der blev hæftet på ham. Han, der var konstitutionel psykopat havde et socialt mindreværdskompleks, men var egnet til at blive straffet. Det vil sige skudt. Ved befrielsen flygtede Bothildsen ud på landet, hvor han forsøgte at komme til at bo hos en gårdejer. Han stank dog så meget af dårlig samvittighed, at bondekonen nægtede ham logi.

Han søgte på sin videre flugt ind til kommandanturen i Østergade, hvor frihedskæmperne fandt ham 11.maj. Skæbnens ironi var det, at han blev røbet af Gestapo. Ugen før tyskernes kapitulation havde en kriminalbetjent i modstandsbevægelsen nemlig spurgt tyskerne, om de kendte en mand, der havde udøvet terror. Ja, lød svaret: Han er rødhåret og bor i Munkegade. Da Bothildsen hørte, at tyskerne ville udlevere ham, tog han gift, men blev hurtigt bragt til bevidsthed.

Han blev anholdt 12. maj og fremstillet i Århus Kriminalret 14. maj, hvor der blev afsagt fængslingskendelse. Han var ikke i tvivl om sin skæbne. Hvis jeg ikke skal skydes, er der ingen, der skal skydes, sagde han.



Blomst på graven

Næstkommanderende i byvagten i Århus Erik Thomasen talte med Bothildsen kort før overførslen til København 19. juli 1945. På Thomasens spørgsmål, om han kunne gøre noget for ham, lød svaret tilsat et grin: Du kan lægge en blomst på min grav 4. december.

Det er min fødselsdag. Bothildsen Nielsen og den anden århusianer i Peter-gruppen, Robert Lund, var i familie med hinanden. Lund med dæknavnet den lange var kun 19 år, da han kom ind i terroristgruppen.

Robert Lund var søn af en nazistisk børstenbinder, der boede i Hasle og havde forretning i Vestergade. Han var kun 12 år og gik på Hasle Skole, da han blev meldt ind i Dansk Nationalsocialistisk Ungdom og blev sendt på skole i Hamburg. Den velbegavede, flittige og vellidte Robert blev Hirdführer i Hitler Jugend og tropsfører i et spadekompagni. Han blev vraget af Waffen SS på grund af en hjertefejl, men Schalburgkorpset kunne bruge ham. 21. november 1944 blev han medlem af Peter-gruppen. Han forivrede sig og gik i panik under flere aktioner, men var hurtig på aftrækkeren og nåede at myrde 13 mennesker, inden han blev anholdt 12. maj 1945 på den tyske kommandantur.

Robert Lund var fra barndommen under voldsom påvirkning af sin far, Peter Lund, der i Århus huskes som en fanatisk og forhadt nazist. Peter Lund døde i arresten i Århus i 1945 to år før, hans søn blev henrettet. I mentalerklæringen karakteriseres Robert Lund som afstumpet og forrået specielt overfor sine lovovertrædelser. Kaj Henning Bothildsen Nielsen og Robert Lund blev sammen med fem andre danske medlemmer af Peter-gruppen henrettet 9. maj 1947 i et arkitekttegnet skur på voldområdet ved Christianshavn.

Da Bothildsen, der blev skudt som den næstsidste, havde fået den sorte hætte på, råbte han: Giv agt. Fyr. Pelotonen af danske politibetjente skød dog først, da den rigtige kommando lød. I 60-året for befrielsen af Danmark burde Morten Nielsens Efterladte Digte i en holdbar pragtudgave genoptrykkes. De maler den ungdom frem, som ikke kun havde ret, men også fik ret, da den danske regering 29. august 1943 opgav samarbejdet med tyskerne og gik af.

Måtte folkeskolen gøre Morten Nielsens digte til pligtlæsning for eleverne i denne historieløse tid. Folket - sportsfolk og tilskuere - til fodbold kunne da aktivt demonstrere deres foragt for dem, der heiler for volden. Mit og formentlig mange andres eksemplar af Efterladte Digte , udgivet på Athenæum i 1945 holdes kun sammen af erindringens kraft. I Det er en hilsen fra en af os hyldes den ven, der blev skudt ned på en fortovskant: Hver og en vilde bringe sit.

Bære, blomstre og sætte Frø Livet befrier sig. Bevidstløshed dypper i alt, hvad der skulle dø. Koldt og blindt tar et Foraar Form Livet i Tø. Frida fra Ny Munkegade er blevet 74 år. Hun er en glad, livsklog enke i et hus, der meget vel kan have byens smukkeste udsigt over Bugten.

Da jeg viste hende billedet af den skulende Henning Bothildsen Nielsen i jakkesæt med krøllet skjorteflip og slips, udbrød hun: »Ja, det er ham nøjagtigt, som jeg husker ham. Der er ingen tvivl. Han var en grimme karl.«

jpaarhus@jp.dk

null
Følg
Jyllands-Posten
Da Simonsen mødte krigen
På en tur gennem Guldsmedgade genoplever tidligere borgmester Thorkild Simonsen dramatiske øjeblikke fra februar 1945. Som 18-årig malerlærling fra Vendsyssels overskuelighed og relative ro var han på nærmeste hold af Peter-gruppens terrorangreb, som kostede syv døde.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Aarhus' historie
Annonce
Aarhus sådan set
Debatindlæg
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her