Annonce
JP Aarhus 20 år
Aarhus

Juraekspert om reklamevideo: Borgmesteren handlede oplagt i strid med reglerne

Det ville heller ikke være et virksomhedsbesøg, hvis borgmesteren købte en bil hos en lokal forhandler, siger juraekspert, efter Ankestyrelsens kritik af Jacob Bundsgaards (S) optræden i en youtube-video.

I videoen får Jacob Bundsgaard (S) hårvask og en klipning i Slikhaar Studio, mens salonens egne produkter bliver præsenteret. Foto: Screendump fra video

Nyheden om, at Jacob Bundsgaard (S) har fået Ankestyrelsens ord for, at det var forkert, da han i april medvirkede i en Youtube-video for den aarhusianske virksomhed Slikhaar Studio, kommer ikke som en overraskelse for Sten Bønsing.

Han er lektor på Juridisk Institut på Aalborg Universitet og kalder det oplagt, at videoen er i strid med kommunalfuldmagten.

»Det fremstår som en reklamevideo. Der er ikke tale om et normalt virksomhedsbesøg, hvor nogen tilfældigvis har optaget besøget. Af videoen fremstår det, som om det er en smart frisør, hvor det er dejligt at blive klippet. Man ville heller ikke kalde det et virksomhedsbesøg, hvis borgmesteren tog ud til en bilforhandler og købte en bil, eller fik et lokalt murerfirma til at udføre murerarbejde for sig,« siger Sten Bønsing.

I videoen tropper Jacob Bundsgaard op i frisørsalonen i Aarhus, hvor han får vasket håret og bliver klippet. Frisørsalonens egne produkter bliver præsenteret i videoen, hvori det også fremgår, at borgmesteren optræder som repræsentant for kommunen. Videoen blev siden lagt op på Slikhaar Studios Youtube-kanal med 1,8 mio. følgere.

Kommunens initiativ

Skellet mellem et virksomhedsbesøg og et reklamefremstød for et bestemt firma er nøglen til at forstå, hvorfor Ankestyrelsen har vurderet, at Jacob Bundsgaard har ydet støtte til Slikhaar Studios i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.

Hele sagen

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) medvirkede i april i en reklamevideo for frisørsalonen Slikhaar Studio.

Flere jurister vurderede, at borgmesteren overtrådte kommunalfuldmagten, fordi de betragtede videoen som støtte til en enkelt virksomhed. Men Jacob Bundsgaard afviste at have handlet forkert.

Forslaget om en video kom fra borgmesterens eget kontor. Det kom frem, efter JP Aarhus fik aktindsigt i mailkorrespondancen mellem Slikhaar og borgmesterens kontor.

Derefter blev sagen blev sendt til økonomi- og indenrigsministeren, efter folketingsmedlem Susanne Eilersen (DF) havde indsendt en række spørgsmål om forløbet. Ministeren sendte sagen videre til Ankestyrelsen, som den 7. september vurderede at borgmesteren havde brudt kommunalfuldmagtsreglerne.

Kommunalfuldmagtsreglerne er en lang række uskrevne regler og gældende praksisser, som har udviklet sig over tid.

I sin afgørelse skriver styrelsen, at der ikke findes specifik lovgivning, der regulerer en borgmesters mulighed for at deltage i videoer, som den Jacob Bundsgaard har deltaget i. Derfor har styrelsen vurderet sagen på baggrund af kommunalfuldmagtsreglerne.

Den slår fast, at en kommune kan støtte aktiviteter, der har en kommunal interesse. Da et velfungerende privat erhvervsliv ifølge Ankestyrelsen er en interesse for en kommune, må en borgmester gerne besøge virksomheder for at få kendskab til erhvervslivets behov.

Men en direkte eller indirekte kommunal støtte til en bestemt virksomhed er ikke tilladt, da den kan være konkurrenceforvridende.

DF: Bundsgaards svar er udenomssnak

På baggrund af at have set videoen og af, at besøget kom i stand på initiativ af kommunens, som foreslog af bruge besøget til at skabe opmærksomhed i pressen, skriver Ankestyrelsen:

»Det er Ankestyrelsens opfattelse, at borgmesterens medvirken i videoen – uanset om anledningen til besøget i frisørsalonen kan betegnes som et virksomhedsbesøg – konkret fremstår som en anprisning af frisørsalonen frem for andre virksomheder.«

Altså har Jacob Bundsgaard brudt kommunalfuldmagtsreglerne ved populært sagt at have reklameret for et firma som repræsentant for Aarhus Kommune. Ankestyrelsen skriver videre i sin afgørelse, at sagen er lukket, da kommunen har oplyst, at man vil følge styrelsens udtalelse.

»Sund fornuft«

Ældrerådmand Jette Skive (DF) har tidligere været ude med kritik af borgmesterens optræden i videoen, ligesom hun har lavet en 10-dages forespørgsel om sagen.

I sin besvarelse den 11. maj, kaldte Jacob Bundsgaard det for helt legitimt og naturligt, at han skaber opmærksomhed omkring lokale virksomheder og organisationer ved at optræde i videoer. Men i forespørgslen antydede borgmesteren også, at han var i tvivl om, hvorvidt videoen fra Slikhaar Studio var over grænsen for virksomhedsbesøg.

»Vi har i de senere år konstateret en eksplosion i brugen af sociale medier, hvor film og fotos spiller en afgørende rolle, og hvor firmaers brug af medierne umuliggør den traditionelle skelnen mellem på den ene side markedsføring og ikke-kommerciel kommunikation på den anden side. På den baggrund åbner det mulighed for en diskussion om gråzoner med hensyn til ministres, borgmestres og andres medvirken i relation til reklameværdi etc.,« skrev Jacob Bundsgaard.

Jette Skive kalder Ankestyrelsens vurdering for »sund fornuft« og mener, at borgmesteren burde have vidst, at hans optræden i videoen ikke lå i en gråzone:

»Hvis borgmesterens dømmekraft ikke bedre, er jeg bekymret. Videoen var en klar overtrædelse af reglerne, fordi man næsten ikke kan forskelsbehandle virksomheder mere,« siger hun.

Jacob Bundsgaard har i en pressemeddelelse skrevet om Ankestyrelsens vurdering:

»Jeg tager Ankestyrelsens udtalelse til efterretning med hensyn til ”anprisning”, men vil ufortrødent foretage virksomhedsbesøg i samme omfang som hidtil og rose de virksomheder, der gør det godt i Aarhus.«

JP Aarhus ville gerne have spurgt borgmesteren om, hvor han fremover vil sætte grænsen for reklame og virksomhedsbesøg. Men Jacob Bundsgaard skriver i en sms, at han ikke har mere at tilføje.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Sket i byen
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Store køretøjer bevæger sig også sidelæns

Georg Facius
En afgørende faktor overses ved ulykker med store, svingende køretøjer. Det burde undersøges nærmere.
Aarhus' historie
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her