Annonce
JP Aarhus 20 år
Aarhus

I Stavtrup står forældrene sammen, og børnene går sammen

Højvangskolens børn og forældre går hele ugen i samlet flok til skolen i protest over planlagte nedskæringer på skoleområdet. Byrådets politikere er inviteret til at følge med – også selv om ingen endnu har taget invitationen op.

Solen står stadig lavt på himlen, og i rækkehusene og bag villaernes store, tilduggede vinduespartier er beboerne i Blåhøjtoften i Stavtrup så småt ved at gøre klar til at tage hul på en ny dag.

Ser man bort fra fuglenes kvidren, er stilheden total. Indtil to drenge pludselig titter frem fra det stisystem, der binder Blåhøjtoften sammen med Ormslevvej, og spørger:

»Er det dig, der skal følges med os i dag?«

Dårligt er spørgsmålet besvaret, før det pludselig strømmer til med børn i alle aldre og tilhørende forældre.

De første af skolens elever og forældre mødes, inden de sammen går afsted. Foto: Tobias Nicolai

Det er kun i et regneark, det går op, at en i forvejen hårdt kørt ledelse kan halveres, uden det får konsekvenser for børnene.
Anne Thidemann, skolelærer og forælder til fire

På slaget 7.35 går de mange fremmødte i samlet flok mod Højvangskolen, som de har gjort det siden mandag og har i sinde at gøre resten af ugen.

Den ugelange demonstration Vi-vil-GÅ-i-skole er en protest mod Aarhus Kommunes spareforslag på skoleområdet.

»Vi vil først og fremmest sende et signal om, at vi er rigtig glade for vores lokale folkeskole, og at vi gerne vil fastholde den i nogenlunde de rammer, der er for den nu,« siger Jakob Stensgaard, der er bestyrelsesformand for Højvangskolen.

Blandt de fremmødte er der bred enighed om, at Højvangskolen ikke blot er en skole. Den er »en kultur- og dannelsesinstitution og et samlingspunkt for hele lokalområdet,« som Jakob Stensgaard formulerer det.

Mange hundrede forældre og børn har siden mandag gået i samlet flok til skole for at vise deres utilfredshed med kommunen. Foto: Tobias Nicolai

Mange af Stavtrups børn benytter sig normalt af stisystemer og blinde villaveje, når de går i skole. Foto: Tobias Nicolai

SPARERUNDE I AARHUS

Aarhus Kommune skal spare 224-241 mio. kr. i de kommende fire år og har udsendt et katalog med forslag for op mod 300 mio. kr.

Et af de mere vidtgående forslag var indførelsen af nye skoledistrikter, som rådmand Thomas Medom (SF) sidenhen onsdag d. 29.08 har erklæret politisk dødt.

Ideen var, at hvor der i dag er 46 skoler, som hver har sit eget distrikt, skulle to eller tre skoler fremover sammenlægges i ét distrikt, så der ville være i alt 19 kæmpeskoler med flere undervisningssteder. Det var beregnet, at den gradvise indfasning i perioden 2019-2022 ville spare kommunen henholdsvis 5, 19, 31 og 45 mio. kr.

Det skyldes bl.a., at der kan spares på antallet af ledere og lærere, da eleverne kan samles på tværs af skoler i større klasser.

I kølvandet på Thomas Medoms udmelding indkaldte borgmester Jacob Bundsgaard (S) byrådets partier til et hastemøde mandag d. 3. september. Her blev det diskuteret, hvilke besparelser der skal findes som erstatning for forslaget om nye skoledistrikter.

Samtidig er høringsfristen for spareforslagene forlænget til d. 16. september i stedet for d. 12., som var den oprindelige frist.

Den tætte relation til den lokale skole vægtes højt, og derfor har udsigten til en ændring af skoledistrikterne også været en torn i øjet på Stavtrups forældre, fortæller han.

Omstridt skoleplan droppet: Nyt spareforslag fremlægges på onsdag

Thomas Medom (SF) erklærede sidste onsdag forslaget om større skoledistrikter for politisk dødt, og borgmester Jacob Bundsgaard (S) indkaldte kort herefter byrådets partier til et hastemøde mandag aften. Her det blev diskuteret, hvilke besparelser der skulle erstatte forslaget i spareplanen.Samtidig trak man sparekniven lidt til sig og reducerede sparekravet til 15 mio. kr.

Det nye forslag sendes til høring onsdag, hvorfor høringsfristen også er forlænget til søndag den 16. september.

Men den nye udmelding betyder langtfra, at forældrene har tænkt sig at stoppe med at tilkendegive deres utilfredshed.

Kun mening på regneark

Anne Thidemann og Morten Nørgaard Larsen har boet i Stavtrup siden 2003. Sammen har de børnene Maja på 13, Sofie på 12 og Jeppe på syv, der alle går på Højvangskolen, mens Marie på fem starter der til næste år.

Anne Thidemann og Morten Nørgaard Larsen forstår godt, at privatskolerne i Aarhus har oplevet en stigende interesse som følge af spareforslaget.

Privatskoler bliver kimet ned: »Vi plejer at få tre-fire ansøgninger om dagen – siden i mandags har vi fået over 50«

»Vi har også talt om privatskole til Marie. Men vi synes ikke, det er løsningen,« siger Anne Thidemann, inden Morten Nørgaard Larsen supplerer:

»Det løser ingenting. Vi tror på folkeskolen. Men vi har lige været gennem en skolereform fra øverste politiske niveau. Nu kommer der så en ny på kommunalt niveau, som rammer en folkeskole, der endnu ikke har fundet sine ben igen efter reformen.«

Anne Thidemann arbejder selv som folkeskolelærer på en af kommunens andre skoler. Hun understreger, at skolerne har brug for ro, og ikke konstante nye tiltag og besparelser, hvis de skal udvikle sig i en positiv retning.

»Det er kun i et regneark, det går op, at en i forvejen hårdt kørt ledelse kan halveres, uden det får konsekvenser for børnene,« siger hun.

Familien Thidemann Larsen med Morten Nørgaard Larsen (øverst til venstre), Anne Thidemann (bagerst midtfor) og deres fire børn Maja, Sofie, Jeppe og Marie. Foto: Tobias Nicolai

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her