Annonce
JP Aarhus 20 år
Aarhus

Økologer inviterer til høstmiddag

Lørdag den 18. august lukkes Frederiks Allé for trafik, når Økologisk Landsforening og Smag på Aarhus dækker op til høstmiddag for 500 gæster ved et langbord. Tre Aarhus-restauranter laver maden.

Birgitte Nygaard fra Økologisk Landsforening er glad for, at Aarhus Kommune gav lov til at lukke for trafikken på Frederiks Allé, så der kan komme et langbord op til en høstfest. Foto: Casper Dalhoff

Lørdag den 18. august bliver bilerne forvist fra Frederiks Allé ved Rådhusparken. I stedet tager 500 aarhusianere plads ved et langbord for at nyde en høstmiddag, lavet af tre Aarhus-restauranter med råvarer fra lokale økologiske landmænd.

Bag arrangementet står Økologisk Landsforening og det kommunale initiativ Smag på Aarhus.

»I gamle dage fejrede man høsten ved et langbord på landet. Den tradition er desværre ved at glide ud, og derfor ønsker vi at genopfinde høstfesten i en moderne udgave, der også passer til byboerne,« siger Birgitte Nygaard, projektleder hos Økologisk Landsforening.

Smag på Aarhus og Økologisk Landsforening sætter rammen for festen, men de mange lokale aktører bidrager med fællesskab og gejst.
Birgitte Nygaard, projektleder hos Økologisk Landsforening.

Høstfesten er kickoff til Økologisk Høstmarked, der afholdes 1. og 2. september. En landsdækkende event, hvor økologiske landmænd i hele landet inviterer til åbent hus.

Land og by sammen

»Vi forsøger at bringe land og by tættere sammen. Ved høstmiddagen er det landmændene, der bliver inviteret ind til byen, 14 dage senere er det byboerne, der bliver inviteret ud på landet,« siger Birgitte Nygaard.

Hun er glad for, at Aarhus Kommune gav lov til at lukke for trafikken på Frederiks Allé.

»Det er festligt at spise god mad under åben himmel og nyde maden i selskab med andre. Frederiks Allé ligger lige i hjertet af Aarhus, så det bliver ikke bedre,« siger Birgitte Nygaard.

Hun har været med til at vælge de tre restauranter, der laver maden til høstmiddagen. Restaurant Pondus står for forretten, Frederiksgade 42 laver hovedretten, mens Restaurant L’estragon kreerer desserten.

Fakta

Aarhus Høstfest 2018
Lørdag den 18. august kl. 17.30-22.
Frederiks Allé ved Rådhusparken.
Arrangør: Økologisk Landsforening
og Smag på Aarhus, Aarhus Kommune.
Facebook: Aarhus Høstfest 2018
Billetter a 250 kr. på Billetto.

Økologisk Høstmarked
Lørdag den 1. og søndag den 2. september.
Åbent hus hos økologiske landmænd
over hele landet.
Høstmarked.dk.

Økologisk Landsforening
Forening, der arbejder for mere og bedre økologi.
Medlemmer: økologiske landmænd, virksomheder, forbrugere og professionelle køkkener.
Kontor i Åbyhøj.

Smag på Aarhus
Et natur- og madprojekt under Aarhus Kommune.
Arrangementer for borgerne,
bl.a. høst af spiselig natur i og omkring Aarhus
og dyrkning af grøntsager i byhaver.

»Det var vigtigt for os at vælge restauranter, der i forvejen arbejder med de økologiske spisemærker,« understreger Birgitte Nygaard.

L’estragon har guldmærket i økologi, det vil sige, at de bruger 90-100 procent økologiske produkter i deres køkken, mens Pondus og Frederiksgade 42 har sølvmærket, der står for 60-90 procent.

»Økologisk Landsforening arbejder for at udbrede økologien, så målet er derfor, at restauranter og landmænd opbygger en relation til hinanden, der også fortsætter efter høstfesten,« siger Birgitte Nygaard.

Producenter tæt på Aarhus

De tre restauranter kom med input til menuen ud fra, hvad der er i sæson, og herefter fandt Birgitte Nygaard lokale producenter, der kunne levere de ønskede råvarer.

»Kokkene repræsenterer kreativiteten og innovationen i forhold til retterne og smagen. F.eks. får Frederiksgade 42 en hel kalv, og tanken er, at mest muligt af kalven skal bruges i måltidet,« fortæller Birgitte Nygaard.

Kalven kommer fra Kalø Landbrugsskole, der er Danmarks eneste økologiske landbrugsskole. Topkærgaard ved Kasted leverer æg og urter, mens frugt og grøntsager kommer fra Sommergrønt ved Hadsten og Helges Most og Grønt på Mols.

»Vi har valgt leverandører, der ikke ligger langt fra Aarhus, så hvis gæsterne fra høstfesten får lyst til at besøge leverandørerne til høstmarkedet, er det nemt at komme derud,« påpeger Birgitte Nygaard.

Grønne organisationer

En række af Aarhus’ grønne organisationer hjælper til ved høstmiddagen. Det er Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab, Gro Selv, Fra Grums til Gourmet, De Grønne Piloter og Natur Retur. De sørger bl.a. for miljøvenlig borddækning og agerer værter ved middagen, så gæsterne kan få mere at vide om bæredygtighed og genbrug af ressourcer.

Hertil kommer 60 frivillige, der bl.a. hjælper med at dekorere Frederiks Allé og med at servere.

»Aarhus har en underskov af grønne organisationer, der har et stort gå på-mod og ønske om at gøre tingene på en anden måde. Smag på Aarhus og Økologisk Landsforening sætter rammen for festen, men de mange lokale aktører bidrager med fællesskab og gejst,« påpeger Birgitte Nygaard.

»Vi forsøger at bringe land og by tættere sammen. Ved høstmiddagen er det landmændene, der bliver inviteret ind til byen, 14 dage senere er det byboerne, der bliver inviteret ud på landet,« siger Birgitte Nygaard. Foto: Casper Dalhoff

Høstfesten skal samle aarhusianere, Aarhus-restauranter, lokale økologiske landmænd og byens grønne organisationer ved samme bord.

»Langbordet er med til at understrege fællesskabet. At sidde ved et langbord omkring et fælles måltid kan være med til at starte en dialog og få samarbejder til at opstå. Kreativiteten blomstrer endnu mere, når de forskellige parter samles,« siger Birgitte Nygaard.

Hun håber, at høstfesten bliver en årlig augusttradition i Aarhus. Der er i skrivende stund solgt cirka 350 billetter, så der er endnu pladser at få. Bliver der regnvejr, flyttes festen til Godsbanens Rå Hal. Billetten koster 250 kroner, og man må gerne selv tage øl og vin med, men der sælges også økologiske drikkevarer under festen.

Vækst i økosalg

Økologisk Landsforening og Smag på Aarhus kan fejre høstfest i en tid, hvor det går godt for salget af økologi.

»Salget af økologiske produkter er vækstet i mange år. I dag er 13,3 procent af alle de fødevarer, der sælges i Danmark, økologiske. Det gør Danmark til verdensmestre i økologi. Men vi skal hele tiden være innovative omkring, hvad økologi kan, og derfor bruger vi høstfesten til at give aarhusianerne en mulighed for at smage de økologiske råvarer,« siger Birgitte Nygaard.








Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Erdogan vil have mordere stillet for retten i Istanbul

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan fremlagde ikke konkrete beviser for mordet på journalisten Jamal Khashoggi for tre uger siden, men kræver morderne stillet for retten i Tyrkiet. Mordet spiller ind i et magtspil om udviklingen i Mellemøsten.
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Sket i byen

På skraldejagt i skovbunden

En gruppe børn og voksne var søndag formiddag ude og samle affald i Riis Skov på foranledning af familiemediet "Børnenes Aarhus".
Kommentar
Debatindlæg
Aarhus' historie
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her