Annonce
JP Aarhus 20 år
Aarhus

Borgmester: Vi skal ikke bare gå efter størst udbytte

684 byhuse eller 400 parcelhuse kan blive en realitet på et areal i Skæring, hvor der i dag ligger en kommunal planteskole. V og S ser forskelligt på, hvordan de kommunale arealer skal udnyttes

Jobcenter Aarhus bruger planteskolen til arbejdsprøvning af borgere, der via lettere anlægsopgaver, grøn vedligeholdelse, pedel-opgaver og servicering af institutioner kan få testet arbejdsevne. Foto: Tanja Carstens Lund.

Mens partierne bag Aarhus Kommunes budget venter på topembedsmændenes forslag til besparelser i næste års budget med et kæmpe millionhul, kan de glæde sig over udsigten til at få en større hjælpende hånd end ventet fra den nordlige del af Aarhus.

Arealerne skal anvendes på den bedst mulige måde i forhold til at understøtte kommunens udvikling i overensstemmelse med de grundlæggende intentioner i kommuneplanen.
Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune.

I Skæring ejer kommunen Aarhus Planteskole, som forligspartierne i efteråret blev enige om at sælge. Og salget af arealerne på 114.000 kvm ser ud til at give en større gevinst end anslået dengang.

Mens de forsigtige skøn under budgetforhandlingerne lød på en salgspris på op mod 105 mio. kr. , er forventningen nu, at arealerne kan sælges for helt op til 205 mio. kr., fremgår det af beregninger, som Bente Lykke Sørensen, chef for Bolig og Projektudvikling i Aarhus Kommune, har hjulpet JP Aarhus med at lave.

Taber 200 mio. kr. på fejl

Aarhus Kommune kommer til at mangle 275 mio. kr. i næste års budget. Det er konsekvensen af den aflyste kommunale udligningsreform, som folketingspartierne i april konstaterede, at de ikke kunne blive enige om.

Under budgetforhandlingerne var byrådets partier klar over, at det ikke var givet, at der ville blive lavet en reform, der som forventet af partierne skulle rette op på, at Aarhus taber godt 200 mio. kr. på en teknisk »systemfejl«, som kommunen betegner det.

Dengang blev det aftalt, at forligspartierne skulle mødes, hvis der »sker væsentlige forudsætningsændringer« og tilpasse budgettet, fremgår det af forligsteksten. Heri er »et eventuelt merprovenu ved salg af Skæring Planteskole« nævnt som den eneste konkrete løsning.

Hul i budgettet

Aarhus Kommune kommer til at mangle 275 mio. kr. i næste års budget som konsekvens af den aflyste kommunale udligningsreform.

Kommunen bliver hårdt ramt af den aflyste reform, fordi der under budgetforhandlingerne i fjor blev indskrevet en forventet besparelse via den planlagte udligningsreform på 200 mio. kr. om året fra 2019 på beskæftigelsesområdet i budgettet.

Da Aarhus Kommune også taber penge på en række omlægninger, lander det endelige budgethul på ca. 275 mio. kr.

Samtlige partier på nær Nye Borgerlige i det daværende Aarhus Byråd stod bag budgetforliget fra september 2017.

Inden for den seneste måned har forligspartierne mødtes to gange for at diskutere, hvordan budgethullet lappes.

Kommunens direktører skal komme med forslag til initiativer inden for områder som digitalisering, omstrukturering og særligt slankning af administration og ledelse. Direktørgruppen kommer også med et katalog med spareforslag for 300 mio. kr. årligt.

Først til budgetforhandlingerne i september beslutter byrådet, hvordan de 275 mio. kr. skal findes.

​Politikerne har mødtes for at diskutere budgethullet, men tilsyneladende har der ikke været konkrete tal for salget af planteskolen på bordet endnu.

I efteråret blev der arbejdet med forskellige scenarier, som kunne give Aarhus Kommune salgspriser på op mod 105 mio. kr. for arealerne. Dengang var over halvdelen kvadratmeterne af arealerne planlagt til erhverv, men nu arbejder embedsmænd på en plan om at sælge arealerne udelukkende til boligformål, forklarer Bente Lykke Sørensen, chef for Bolig og Projektudvikling. Det betyder, at kommunen vil kunne opnå højere salgspriser.

»Erhverv regner vi med udgår, hvis byrådet vil være med til det. Fordi erhverv ligger bedre på den anden side af Grenåvej,« forklarer Bente Lykke Sørensen om baggrunden for, at hun lægger op til at ændre rammerne for arealerne.

Attraktivt område

Ifølge Bente Lykke Sørensen er hendes afdeling ved at lave en udviklingsplan for området. Ud over kommunens ca. 114.000 kvm prøver kommunen at købe yderligere 10.000 tilstødende kvm for skabe den bedste plan for området.

Aarhus' borgmester afviser kritik: Vi bedriver ikke kasinoøkonomi

Hun forventer, at udviklingsplanen til efteråret vil blive præsenteret for byrådet, som skal tage stilling til en række forskellige scenarier med byhuse på to-tre etager og parcelhuse. I efteråret 2017 blev salgsprisen for arealerne til boliger vurderet til 3.000 kr. pr. etagemeter, og overføres denne vurdering til i den nye plan med udelukkende boliger, svarer det til, at arealerne kan sælges til 103-205 mio. kr. alt efter fordelingen af byhuse og parcelhuse.

Når politikerne har besluttet sig for en fordeling, får kommunen vurderet arealerne på ny.

»Vi har ikke været ude at stikke fingeren i jorden igen. Men der er ingen tvivl om, at med de henvendelser, vi får, så er det attraktivt derude, fordi du får enfamiliesboliger, der ligger bynært,« siger chefen.

Hvis det ender med at blive besluttet, at 114.000 etagemeter kun skal have byhuse på to-tre etager, vil det med en bebygggelsesprocent på 60 svare til, at der kan opføres omkring 684 huse med gennemsnitlige boligstørrelser på 100 kvm. på arealerne. Og hvis området udelukkende skal bestå af parcelhuse af samme størrelse, vil der kunne opføres op mod 400 af slagsen.

V: Flest mulige indtægter

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over, at salgsprovenuet formentlig bliver større end først antaget. Men han maner til besindighed.

»Vi skal ikke bare gå efter størst muligt udbytte. Arealerne skal anvendes på den bedst mulige måde i forhold til at understøtte kommunens udvikling i overensstemmelse med de grundlæggende intentioner i kommuneplanen. Umiddelbart kan jeg sagtens se, at området er velegnet til boliger, men jeg afventer med sindsro, at der - når perspektiverne er grundigt bearbejdede på et senere tidspunkt - kommer et oplæg til udviklingsplan fra Teknik og Miljø,« siger han.

Venstres politiske leder, teknikrådmand Bünyamin Simsek, har ikke ønsket at udtale sig om sagen. Hans partifælle, politisk ordfører Hans Skou, konstaterer, at Venstre fik salget af planteskolen med i budgetforliget for at få skabt økonomi til driften af Aarhus Kommune.

Han glæder sig over, at salgsprisen ser ud til at kunne blive højere end ventet og mener, at kommunen skal gå efter at få flest mulige indtægter i kommunekassen ved salget. Men han understreger, at salget ikke løser hele udfordringen, og at man skal være varsom med at indregne pengene.

»Man skal passe på med at sælge skindet, inden bjørnen er skudt, så jeg vil selvfølgelig gerne se de endelige vurderinger, inden man bare lige ”flyver” helt op i skyerne.«

Flere generationer

Uanset, hvordan fordelingen ender, forventer Bente Lykke Sørensen, at det kommende boligområde vil skabe nye muligheder for bosætning i Aarhus.

»Det er et fint projekt, hvor jeg tror, at vi vil komme til at arbejde med de mange nye tendenser, vi ser på boligmarkedet i disse år med hensyn til at skabe bydele med mulighed for, at flere generationer kan bo i samme område og med mulighed for at kunne bosætte sig i området i forskellige livsfaser og livssituationer i forhold til familiekonstellationer,« siger hun.

Fra salgspriserne skal trækkes udgifter til bl. a. byggemodning som kloakering m.m. på arealerne. Det vides endnu ikke, hvad udgifterne vil være, men med en række forbehold anslår Bente Lykke Sørensen, at byggemodningen vil koste kommunen ca. 40 pct. af salgsprisen. Hun vurderer således, at det er realistisk, at arealerne kan indbringe Aarhus Kommune 62-123 mio. kr.


Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Kan kvalitet passe på 7-trinsskalaen?

Sebastian Thomassen, formand for Frit Forum Århus stud.scient.pol. ved Institut for Statskundskab, AU

Debat: Lort i Riis Skov

Hendrik Vilstrup, professor, Vestre skovvej 6e, Risskov
Der løber virkelig mange hunde og mennesker i skoven, og begge parter efterlader lort.

Debat: Dobbelt op på barsel

Susan Kronborg Nielsen, folketingskandidat, hovedbestyrelsesmedlem i Radikale Venstre, Skovbrynet 13, Skanderborg
Der skal være lige vilkår for barsel uanset køn.
Aarhus' historie

Kronik: Erindringen om Aarhus kan være tyrannisk

Henrik Wigh-Poulsen | Biskop, Aarhus Stift
Om 20 år vil Aarhus blive ved med at kalde alle dem hjem, der har oplevet lykkelige år her.
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her