Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Aarhus

Gravkaffe for Den Blå Hund

Kronik: En fortælling om dengang, cafeerne kom til Aarhus.

For år tilbage var der ikke længere plads til Den Blå Hund på Englen. Den blev overdraget til Den Gamle By af de to mennesker, der havde taget den til sig og givet den husly i Studsgade. Foto: Joachim Ladefoged

»I ligner et helt begravelsesoptog,« siger den unge bartender og sætter kopperne frem. Vi står en formiddag ved baren på Café Englen og er samlet for at tage endelig afsked med Den Blå Hund. Cafeens varevogn er kørt frem, og der er truffet aftale om afleveringen.

»Men hvad er det egentlig med den der Blå Hund?« spørger bartenderen og hælder sort kaffe i kopperne.

»Det en lang historie,« begynder jeg.

Det var dengang i 80’erne, hvor Peter A.G. sang: ”Jeg går med hunden gennem byen, og det er sommer“. Og vi dansede til Gnags-musik og skrålede med på ”..de vilde kaniner med meget lange ører…og alt hvad I siger og hvisker, ka’ vi høre..” Og da LP’en ”Den Blå Hund” kom på gaden, var der på coverets forside et hundeansigt med stikkende gule øjne og en smøg i kæften.

Da Gnags samme år drog på turné, var coverbilledet af ”Den Blå Hund” blevet bøjet i neon og monteret på en sort metalkasse – og som en stor neon skulptur blev hunden nu slæbt med på Gnags’ koncertturné fra Skagen til Gedser. Som et medlem af bandet kom han med op på scenen, hvor den stod og lyste, medens bandet spillede og Peter A.G. smed T-shirten og sang, dansede og klappede. Og fra neon-hundens ’zigurat’ steg en tynd, blå lysende røgsøjle, der endte op i en lille neon-flyver.

Kommentar: Latinerkvarteret må ikke blive en frilandsudgave af Bruuns Galleri

Det var Den Blå Hunds Finest Hour – og for at promovere pladesalget blev et eksemplar af Gnags’ omrejsende blå neon-hund efterfølgende udstillet i alle landets musikforretninger.

Sådan fandt jeg ham en tidlig morgen i Frederiks gågade, hvor han var blevet sat til side i pladebutikkens udstillingsvindue. Efter koncerterne skulle der gøres plads til nye plader, nye navne, nye sange. For en plovmand fik jeg lov til at tage hunden med mig. Og med neonskiltet støttende på den ene cykelpedal slingrede vi nu – i lav sol over Aarhus – ned mod det dengang nye Latinerkvarter.

Her havde vi, tre gamle venner, i 1984 overtaget værtshuset “Øltønden” – der var blevet lukket af politiet på grund af værtshusuorden – og åbnet en af byens nye caféer: Café Englen. Vi havde sat nye, store vinduer i facaden, hævet det sænkede loft, revet de brune træpaneler ned og smidt de fastboltrede, rå fyrretræsborde og bænke ud. Øltøndens gamle, massive bardisk – hvori der med store typer var snittet ordet: bullshit – blev skiftet ud med en ny bar i zink og italiensk marmor, og på væggene hængte vi moderne kunstplakater og små, originale tegninger i guldrammer.

Den Blå Hund faldt godt ind i den nye cafestil. Neonlys var igen in efter 70’ernes skumle bodegalys. Og neonhunden skinnede og spejlede sig nu i 80’er-cafeens nye zink, stål, krom og glas.

“Jeg er fodgænger… jeg kan gå igennem byen… koster ikke noget. Fodgænger… så er man da noget,” havde Peter A.G. proklameret, dengang han slingrede ned ad Vestergade. Men i det nye Latinerkvarter – hvor caféerne nu sloges om pladsen som cappuccino-rutens hotteste pitstop – slingrede nu en ny type fodgængere: Aarhus-hipstere i læderbukser, journalist- og arkitektstuderende, kunstnere, musikere og wannabes med hårpisk og guitarkasser, frontløbere og kaospiloter, nattens søvnløse poeter og almindelige fumlegængere.

Og fra sin væg på Englen kunne Den Blå Hund nu føle sig blandt musikalske venner. Fra højttalerne strømmede den nye Aarhus-lyd med sangene om byens himmel og nattens gader: “Jeg vil ud under åben himmel... ud hvor jeg blir svimmel,” sang Anne Dorte Michelsen Og “be-bab-a-lu-la-.. op og ned ad strøget,” supplerede Steffen Brandt – “..og ind til byen, og hjem igen… og hva vil du ha..? ..og op til baren og ned igen…og tra-la-la-la”.

Du kan måske tage Den Blå Hund ud af Aarhus, men du kan ikke tage Aarhus ud af Den blå Hund!

Det ikoniske cover fra Gnags-albummet "Den Blå Hund". Illustration: Sony Music

Senere hørte vi, at en københavnercafé havde taget navnet “Den Blå Hund” – og også skulle have et neonskilt af den hængende; men Den Blå Hund var og blev nu engang en ægte Aarhus-hund – et gadekryds måske: mellem en logrende storbyhvalp og en jysk ulv – med sine smalle neonøjne og smøgen i kæften. Og i sine unge dage kunne han også godt snerre lidt på slentreturene gennem byen:

//Nu la’r man mest indkørslerne asfaltere/ Der er ikke meget fodbold på plænerne mere/ Det er studsning og skrårem og motorsavsreklame/Slingrer ned ad Vestergade// Der er en masse tomme huse/ og en masse uden boliger/ Mod centrum hvor det hele bli’r/ Uroligere og uroligere/ Slingrer ned ad Vestergade og jeg har røget en stråhat //

I 2007 blev al tobaksrygning på cafeerne så forbudt. Og ikke uden surmuleri blev cafeens uafvendelige rygere smidt ud under åben himmel – og fik tålt ophold ved bordene på fortovet. Også indenfor på cafeen blev alt, hvad der blot lugtede af røg, forvist fra lokalet. Det tidligere, dyrt installerede udsugningsanlæg blev afmonteret. Og ud røg også alle de tidligere så hippe cigaret- og tobak-accessoires: De engang så eftertragtede gule, franske Ricard-askebægere blev gemt væk, det blinkende reklameskilt for Kings-cigaretter blev sat på standby – og selv de små matchbook-tændstikpakker, der gratis havde fulgt med salget af cigaretterne fra baren – og på hvis inderside enhver Humphrey Bogart-filmfan siden halvtredserne kunne notere hemmelige telefonnumre – blev forbudt; i øvrigt samtidig med at også cafeens gamle mønttelefon blev pillet ned og erstattet af gæsternes egen, ledningsløse mobil-snak.

Cafeen blev digitaliseret. Hylden under baren med de gamle musik-cd’er blev ryddet og erstattet af en mini-music boks, der kunne hente alverden musik ned fra skyen.

Selvom smøgen i kæften på Den Blå Hund jo ikke gav rigtig røg fra sig; så bliver også neonlys “træt” med tiden – mister gnisten, så at sige. Og gæsterne syntes nu også, at neonlyset skar i øjnene – og det var heller ikke mere så velset at ta’ hunden med sig ind på de nye, røgfrie øko-cafeer.

Den Blå Hund havde det herefter kun tåleligt på Café Englen og blev forvist til hjørnet ved siden af toiletdøren. Og da den ved et uheld mistede sit ene neon glasøre, blev den til sidst sat ned i ølkælderens fjerneste rum – sammen med askebægerne, udgåede menukort, drinkglas, reklametændstikker, gamle musikplakater og glemte sager. Den Blå Hund var nu ikke længere trendy! Ja, lauritz.com var på tale!

Cafeens nan gav sig selv, da man forud for åbningen i 1984 fjernede facadens daværende træbeklædning kom englereliefet til syne og navnet lå fast. Foto: Joachim Ladefoged

Nu står vi så her og drikker sort gravkaffe og snakker om gamle dage. Per har bekostet reparationen af det knuste neonøre, og jeg har fået en aftale med en modtager, der har lovet at ville passe godt på hunden. Vi har forsigtigt slæbt den op fra ølkælderen, pakket den ind i et tykt, varmt Tuborg-reklametæppe og lagt den ind bag i ladet på cafeens sorte varevogn.

Da vi lidt senere kører forbi havnen, finder jeg Gnags på mobilens playliste og skruer højt op for Peter A.G.:

//Når jeg bli’r gammel/ Vil jeg sidde på en bænk/ Der hvor havet slår ind over molen/ Og dele rødvin og memoirer/ Med de andre gamle i solen//

Når jeg bli’r gammel/ Skal byen kende til kærlighed/ Der hvor solen går ned/ Der er et lys der rækker helt ind til land/På den anden side af ensomheden//

Og da vi når frem til Den Gamle By, står museumsinspektøren som aftalt og venter ved depotbygningen. Vi gi’r hånd, bærer hunden ud af bilen og stiller den op på en træpalle. Inspektøren rækker os en kuglepen og binder en gul seddel til skiltet: “1 stk. Blå Hund 180 X 110 cm. Afleveret og registreret.”

Vi underskriver papirerne og står lidt og kigger – finder så en stikkontakt og tænder for strømmen; hundens bleghvide neonrør fyldes med blåt lys, og da jeg tager billedet med min mobil, synes den at give et dybt, veltilfreds suk – og blitzens skin får neoncigaretten til at gløde en sidste gang – stærkere blå nu end nogensinde.

Den blå hund er endelig kommet hjem – hjem til Aarhus!

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Aarhus' historie
Annonce
Aarhus sådan set
Debatindlæg
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her