Annonce
JP Aarhus 20 år
Aarhus

KL kan først give klar besked om lockout på mandag

Ældreområdet går fri af den varslede lockout på arbejdsmarkedet i april, men hvordan lockouten ellers vil ramme Aarhus bliver først fastlagt endeligt i næste uge. Indtil da må fagforeningerne vente på en mere klar udmelding.

KL har varslet en ny lockout, bl.a. af lærerne. Tilbage i 2013 var der også lockout, hvor flere lærere stillede sig ud på gaden i Aarhus og demonstrerede. Foto: Michael Hansen.

Lockoutvarslet har medført mange spørgsmål for blandt andet de kommunalt ansatte. En ting ligger dog fast nu: Beboerne på de lokale plejehjem bliver ikke en del af de kommunale arbejdsgiveres varslede lockout.

Det fastslår KL, Kommunernes Landsforening, og udmeldingen glæder ældrerådmand Jette Skive (DF), Aarhus Kommune.

»Det er meget fornuftigt, at ældreområdet går fri. Men hvis det sker, at fagforeningerne udvider strejkevarslet, så er vi også gearet til det. Der er ingen i Aarhus, som vil komme til at undvære den personlige pleje,« siger Jette Skive med henvisning til, at ældreområdet i Aarhus Kommune ikke er en del af det strejkevarsel, som fagforeningerne foreløbigt har sendt.

Vi vil gerne lande en aftale og finde fælles løsninger. Det er stadig vores mål, og det arbejder vi benhårdt for nu.
Marianne Gilbert Nielsen, formand BUPL Århus

KL varslede onsdag eftermiddag lockout for godt 250.000 kommunalt ansatte fra den 10. april. Præcist hvilke lønmodtagere, som skal udelukkes fra at gå på arbejde, vil KL offentliggøre senest på mandag.

Klar til at kæmpe

Lockouten vil – med mindre parterne bliver enige om en ny overenskomstaftale – dog ramme bl.a. folkeskolen og daginstitutionerne. Hos FOA, BUPL og Lærerforeningen i Aarhus er der mange ubesvarede spørgsmål. Det ligger dog fast, at de alle tre vil kæmpe ihærdigt videre for at nå til en fælles aftale:

»Vores medlemmer er klar til at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Vi vil have del i det økonomiske opsving,« siger Inge Jensen Pedersen, formand for FOA Århus, som bl.a. er fagforening for social- og sundhedsassistenter, dagplejere og pædagogmedhjælpere.

KL-formand: Lockoutvarsel er beklageligt, men nødvendigt

Hos pædagogernes fagforening, BUPL, er der også vilje til at arbejde hårdt for at få en aftale i hus før en eventuel lockout. Det fortæller Marianne Gilbert Nielsen, der er formand for BUPL Århus:

»Vi har aldrig ønsket at lande i konflikt. Vi vil gerne lande en aftale og finde fælles løsninger. Det er stadig vores mål, og det arbejder vi benhårdt for nu.«

Udover institutionerne forventes det også, at lockouten vil ramme landets skoler. Derfor håber Jesper Skorstengaard, formand for Århus Lærerforening, også, at parterne kan enes inden da:

»Lige nu håber vi, at forligsinstitutionen lægger en skitse frem til en aftale, der kan stemmes hjem, så der kan komme ro på,« siger han og fortsætter:

»Vi gør os klar til konfliktens tre faser. Først vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at få parterne til bordet og lande en aftale. Næste skridt hedder strejke og ellers lockout.«

Modangreb og mistillid

Hos BUPL og Århus Lærerforening er man enige om, at en lockout vil være et meget voldsomt skridt at tage i processen.

»Det er et meget massivt modangreb,« siger Marianne Gilbert Nielsen, formand for BUPL Århus.

Overblik: Disse ansatte bliver hårdest ramt af Finansministeriets lockout

Og samme holdning findes i Århus Lærerforening. Det udtrykker formand Jesper Skorstengaard:

»Det virker voldsomt og er virkelig en optrapning. Det signalerer, at nu eskalerer det,« siger han.

Det er endnu ikke til at forudsige, hvilke konsekvenser konflikten kan få i de kommende uger. Men den kan risikere at få store konsekvenser for tilliden mellem parterne, mener han:

»I yderste konsekvens kan det skabe enorm mistillid mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Lønmodtagerne kan virkelig miste motivationen for at arbejde under sådan en proces.«

Fagforeningerne venter de næste dage på at få en mere klar udmelding fra KL og kan på nuværende tidspunkt ikke præcisere, hvordan de vil håndtere en eventuel lockout.

»Så langt er vi nået ikke endnu. Men lige nu er det svært at forestille sig et helt land lukke ned,« siger Marianne Gilbert Nielsen, formand for BUPL Århus.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Restaurantanmeldelse: Karruseltur på Aarhus' nye restaurant og vinbar
Der er masser af god vilje og entusiasme, men for nærværende væsentlig mindre kompetence at finde på Aarhus’ nye franskorienterede spisested. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her