Aarhus

Valgets overraskelse er af en søskendeflok på syv og vil kæmpe for bedre integration

Fra elevråd og skolebestyrelser er Anders Winnerskjold (S) strøget ind i byrådet som det yngste medlem.

Anders Winnerskjold med sin kæreste, Ane Edslev, efter det er blevet bekendtgjort, at den unge socialdemokrat med 2.543 personlige stemmer tordner ind i byrådet. Foto: Benjamin Nørskov

Han er 25 år, bor på Frederiksbjerg, kæreste med Ane Edslev, tilhører den socialdemokratiske venstrefløj, bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet og holder for tiden pause fra studierne.

Dermed er de mest basale informationer om en af kommunalvalgets helt store overraskelser, Anders Winnerskjold, ridset op.

Fra en temmelig anonym tilværelse som formand for Socialdemokratiets Ungdom i Aarhus og en plads som nummer 12 på partiets opstillingsliste overhalede han ved valget langt mere garvede S-politikere som Camilla Fabricius, Steen B. Andersen og Ango Winther og hev 2.543 personlige stemmer hjem — kun overgået af borgmester Jacob Bundsgaards (S) 39.841 stemmer.

»Det er lidt uvirkeligt. Vi har kørt en god kampagne, og jeg har givet den ekstremt meget gas,« sagde Anders Winnerskjold, da de personlige stemmetal blev offentliggjort onsdag. Ikke alene bliver han byrådets yngste medlem, han har også formået at omsætte de mange stemmer til posten som Socialdemokratiets politiske ordfører.

Seks søskende

Anders Winnerskjold er ikke et ubeskrevet blad blandt byens socialdemokrater. Fra begyndelsen af 2015 var han ansat som studentermedhjælper for den socialdemokratiske byrådsgruppe. For et halvt år siden sagde han jobbet op, da SDU valgte ham som ungdomsorganisationens kandidat til byrådet.

Siden er tiden blevet brugt på valgkamp og en deltidsstilling i Danske Commodities kommunikationsafdeling.

Anders Winnerskjold er næstældst i en sammenbragt søskendeflok på syv. Han er vokset op i Åbyhøj og Hasle, hvor hans forældre bor omkring 150 meter fra hinanden, og det unge byrådsmedlem forklarer, at hans mor var SF’er, mens faren var radikal.

»De endte så med at få en socialdemokrat. Jeg meldte mig ind i partiet som 13-årig,« siger han og forklarer, at han som medlem af bl.a. elevråd og skolebestyrelser altid har ønsket ansvar:

»Byrådet er den mest direkte indflydelse. Jeg elsker Aarhus, men jeg synes også, at vi har nogle store udfordringer, og jeg har nogle reelle bud på, hvordan vi løser dem.«

Langt flere almene boliger

Som den største udfordring peger Ander Winnerskjold på byens vokseværk. Udviklingen er positiv, men betyder også, at mange bliver presset ud af byen.

»Jeg taler ikke bare om studerende, men også pædagoger, sygeplejersker, lærere og håndværkere. Det er paradoksalt, at man kan bruge sit arbejdsliv inde i Aarhus — passe vores ældre og ordne vores toiletter — men vil man stifte familie her, har man ikke råd til en bolig,« siger han og henviser til sin mor og stedfar, som begge er pædagoger og bor i et »fedt hus« i Åbyhøj:

»Det ville aldrig kunne lade sig gøre i dag, hvor et hus på 120-130 kvm i området koster 3 mio. kr.«

Derfor vil Anders Winnerskjold arbejde for, at der bliver bygget langt flere almene studie- og familieboliger end i dag, hvor de almene boliger udgør godt 27 pct. af kommunens boligmasse.

Også integration ligger Anders Winnerskjold meget på sinde. Han mener, at alt for mange med anden etnisk baggrund end dansk er langtidsledige: »Beskæftigelse er bedste vej til god integration, men taler eller skriver du ikke dansk, kan en 37 timers arbejdsuge være svær. Man skal bidrage, men det kan måske være ved at følge børn i skole og institution, eller lave mad frivilligt 10-15 timer om ugen. Det kan vi sørge for inden for den nuværende lovgivning, men gør det ikke.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her