JP i Reykjavik: »Jeg tror, der er en del islændinge, der møder klatøjede på arbejde i morgen«
Island overraskede verden og sig selv mandag. Den uanseelige ø med en befolkning på lidt over 300.000 personer sikrede sig nemlig en plads i kvartfinalen ved EM, da holdet vandt 2-1 over England. Hvem havde nogensinde troet, at det skulle ske? At Islands fodboldhold skulle blive blandt Europas otte bedste?
Ikke islændingene selv.
Sådan lyder det i hvert fald fra Berit Ertmann, Jyllands-Postens journalist, der mandag overværede kampen på en storskærm i Reykjavik.
»Der er en fuldstændig vanvittig euforisk stemning lige nu. Alle havde selvfølgelig håbet, at det her kunne ske, men ingen havde regnet med, at Island rent faktisk ville vinde. Folk var nærmest vantro til at starte med. Og nu er det bare gået over i fællessang og glæde,« fortæller hun over en telefonforbindelse umiddelbart efter kampen.
Hun gætter på, at omkring 10.000 personer mandag aften mødte op for at se kampen fra den scene med storskærm, der er blevet sat op midt i Reykjavik. Berit Ertmann hæfter sig ved, at ingen havde regnet med, at Island ville komme så langt.
Selv på de t-shirts, der er blevet solgt op til islændingenes EM-deltagelse, er der ikke blevet taget højde for, at Island kunne komme videre fra gruppespillet.
»Der er blevet solgt nogle t-shirts, hvor de tre første kampe står på siden af ærmet. Ud for hver kamp kan man så skrive resultatet i gruppekampene. Men der er ikke blevet lavet plads til flere kampe på trøjen - sikkert fordi, de tænkte, at der nok ikke ville komme flere kampe,« fortæller Berit Ertmann.
»Så jeg tror, der skal laves nye trøjer.«
Og så skal der festes. Fra scenen, hvor der før blev vist kamp, bliver der nu spillet høj musik i stedet - og fra islændingene omkring dem, bliver der sunget slagsange, fortæller Berit Ertmann.
»Festen fortsætter nok et godt stykke tid endnu. Jeg tror, der er en del i Reykjavik, der møder klatøjet på arbejde i morgen. Eller melder sig syge,« siger hun, mens musikken dundrer bag hende.