Kvinderne, der ikke ville vaske deres hår
»Du ville aldrig drikke det, så hvorfor smøre det i dit hår?« spurgte Jacquelyn Byers på sin blog for fem år siden. Den samme dag holdt hun op med at vaske sit hår med shampoo, og dermed startede hun den såkaldte No Poo-bevægelse.
I en tid, da bæredygtig og økologisk kropspleje boomer, har et nyt fænomen set dagens lys. Nu siger flere og flere kvinder nej til shampoo og ja til en simpel rens under vandet. Filosofien er, at selv om de fleste shampooer i dag laves på rene formularer, er det kun, når vi lægger shampooen på hylden, at vores hår genfinder sin naturlige balance.
Shampoofri i fem år
Amerikanske Jacquelyn Byers havde fået nok af at poste penge i et produkt, der gjorde mere skade end gavn. Derfor valgte hun én gang for alle at boykotte shampoo. På sin blog Little Owl Crunchy Momma spredte hun budskabet om en hverdag uden shampoo, og snart samlede hun en horde af tilhængere, som i begejstring fulgte trop. Fem år senere er hun stadig shampoofri, og trenden vokser i popularitet dag for dag. Hemmeligheden bag succesen? Færre udgifter til skønhedspleje, tidsmæssige besparelser og et sundt hår, der tager sig ud fra sin bedste naturlige side.
Et eksperiment udi anti-shampoo
Trenden fik inden længe tilnavnet No Poo. Betegnelsen er en forkortelse for No Shampoo og dækker således over en række metoder til at vaske sit hår uden brug af shampoo. Der kan være flere grunde til at ride med på bølgen, men typisk er det ud fra ønsket om at begrænse sin kontakt med sundhedsskadelige kemikalier og stoffer. Andre dropper shampooen for at spare en udgift, mens helt tredje er drevet af ren og skær nysgerrighed.
Sidstnævnte var tilfældet for den danske blogger Anja Lysholm, der med inspiration fra sin daværende kæreste stoppede med at bruge shampoo i juli 2009.
»Han havde ikke brugt shampoo i årevis, og alligevel var hans hår rent. Det fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at bruge shampoo, og derfor kastede jeg mig over No Poo som et eksperiment,« fortæller Anja Lysholm.
Børsten er den bedste ven
For dem, der aldrig har taget springet, kan det virke alt andet end tiltalende. Vi forestiller os straks knuder i håret, stramme lugte og fedtede rødder, men et utæmmeligt hårkaos er undtagelsen fra reglen. Faktisk oplever de fleste en flottere, tykkere og mere glansfuld hårpagt, når de holder op med at bruge shampoo.
Ingen fedtede rødder
Men anti-shampoo er langtfra altid ensbetydende med en fedtet manke, der klasker. Tværtimod. Ved brug af shampoo fjerner man den naturlige olie fra håret, hvilket får hovedbunden til at overproducere olie for at kompensere, og så fedter håret for alvor. Dermed fanger shampooen os i en ondartet cirkel, hvor vi bliver nødt til hele tiden at vaske vores hår for at fjerne overproduktionen af olie. Trapper vi imidlertid ned på brugen af shampoo, vil vores hovedbund ifølge de fleste hudspecialister producere mindre og mindre fedt, og dermed er det muligt at holde shampooen på afstand, uden at håret fedter for meget.
»Shampoo fjerner unægtelig det naturlige fedt fra hovedbunden, og derfor kan det være en god idé at minimere vores hårvaske. Der er ingen universel regel for, hvor tit man skal vaske sit hår, men kan man nøjes med at bruge shampoo et par gange om ugen, er det tilstrækkeligt,« forklarer frisør Gun-Britt Zeller.
Sådan vasker du håret uden shampoo
Er man hardcoreudøver af den nye dille, er metoden simpel: vask håret i varmt vand, det er det letteste, billigste og mindst skadelige alternativ til shampoo. I begyndelsen kan det være svært at få helt rent hår udelukkende ved at rense det i vand, men med tiden skulle manken vænne sig til det og blive lettere at have med at gøre.
Kan man alligevel ikke komme den fedtede hårbund til livs, kan det hjælpe at røre en skefuld bagepulver op i et glas vand og massere blandingen ind i håret. Denne metode er velegnet til alle med fedtet hårbund, da bagepulveret neutraliserer de naturlige fedtmolekyler. Har man derimod tendens til tør hovedbund anbefales det, at man blander bagepulveret med et fugtgivende middel såsom æbleeddikeolie.
»I dag bruger vi balsam til at fugte håret, men før i tiden var det eddike, man tyede til. Derfor er der slet ikke noget forrykt i at bruge æbleeddikeolie til at give vores hår fugt,« forklarer Gun-Britt Zeller. Selv hælder hun imidlertid mere til at benytte specialudviklede hårprodukter med samme effekt.
Low Poo er middelvejen
Er du endnu ikke klar til at tage springet og kaste dig ud i en hverdag uden shampoo? Så sats i stedet på Low Poo og gå efter en shampoo med så lavt et kemikalieindhold som muligt.
»Alle shampooer rummer i princippet skadelige stoffer, men i nogle produkter er koncentrationen naturligvis højere end i andre. Er man ikke klar til at vinke farvel til shampooen, bør man i stedet sørge for at vælge de produkter, der har den laveste koncentration af tilsætningsstoffer,« pointerer Katrine Ross-Hansen, ph.d. ved Videncenter for Allergi.
Hun tilføjer, at ingen shampoo er strippet 100 pct. for kemikalier. Svanemærkningen siger således noget om, at miljøskadelige kemikalier er holdt på et minimum, mens Den Blå Krans er et udtryk for, at allergifremkaldene stoffer forsøges undgået eller holdt på et lavt niveau.
»Nogle stoffer er umulige at undgå. F.eks. må konserveringsmidler absolut være til stede, da de er med til at forhindre forekomsten af skadelige bakterier,« pointerer Katrine Ross-Hansen.
Gå efter blød hårpleje
Vil man holde fast i shampooen, men skåne sin hårpragt mest muligt, kan man med fordel gå efter mærker som Cattier, Kiehl’s, Rahua og John Masters, der alle er kendt for deres serier af bløde og økologiske produkter. Man kan også gøre som Marisa Berenson og Natalie Portman, som har udskiftet deres shampoo med en balsam uden silikone ud fra overbevisningen om, at balsam renser og nærer håret på en mindre aggressiv måde.
Hver kvinde sin rutine
Der findes lige så mange forskellige holdninger til brug af shampoo, som vi har hårstrå på hovedet. Katrine Ross-Hansen er f.eks. af den overbevisning, at shampoo ikke er den største synder, hvis man prøver at undgå kontaktallergi, idet produktet vaskes ud af håret modsat cremer og deodoranter, der bliver på huden. Forsøger man at mindske sin kontakt med skadelig stoffer, er der derfor mange andre produkter, som man ligeledes bør genoverveje sin brug af, mener hun. Andre har det bare svært ved tanken om en shampoofri hårvask, og en hurtig rundspørge blandt de tilstedeværende hos Gun-Britt Coiffure i Ny Østergade viser, at ikke én er klar til at sige nej til shampoo.
Men så er der også dem, der har lagt shampooen fra sig, og som ikke fortryder det et sekund. Flere og flere bloggere, skuespillere og modeller omfavner den nye dille, og for Anja Lysholm er der mange gevinster ved No Poo.
»Jeg har ikke haft en eneste dårlig hårdag, siden jeg stoppede med at bruge shampoo. Jeg har altid været irriteret over mit glatte og blanke hår, som jeg aldrig kunne sætte uden at hælde tonsvis af produkter i det. Men da jeg droppede shampooen, fik mit hår øjeblikkeligt struktur og fylde, og nu kan jeg let sætte det helt uden brug af produkter,« siger Anja Lysholm.