Påskebord med pangfarver, pels og et strejf af italiensk

Der er inspiration at hente, når Patrizia Venturelli Christensen – direktør for Oh! by Kopenhagen Fur – dækker op til dansk påske med et italiensk touch anno 2014. Sid med omkring bordet, hvor stolte traditioner og farverige familieminder møder stilrent service og pynteharer i pastelfarvet mink.

Artiklens øverste billede
For italiensk fødte Patrizia Venturelli Christensen, direktør for Oh! by Kopenhagen Fur, er påsken årets vigtigste højtid og en kærkommen anledning til at pynte op med nyt og gammelt.

Forårshøjtiden er varslet allerede ved hoveddøren, hvor gule påskeliljer i krukker strækker hals, da Patrizia Venturelli Christensen, direktør og medstifter af Oh! by Kopenhagen Fur, en mild aprildag byder indenfor i sit hjem nord for København. Talrige gange har påskepynten troligt fundet vej op af gemmer og ned fra indkøbshylder – ind i boligen på den stille villavej – og dette år er ingen undtagelse.

»Jeg arbejder meget og har ikke tid til at pynte i hverdagene, men jeg er samtidig et traditionsmenneske og et familiemenneske, og jeg holder meget af at pynte op til festligheder,« lyder det fra den italienskfødte Patrizia Venturelli Christensen, imens hun viser vej ind i husets hjerte: den højloftede kombinerede stue og spisestue med omhyggeligt bevarede detaljer fra husets fortid som baptistkirke.

For Patrizia Venturelli Christensen er højtidspynten i hjemmet med til at bringe foråret indenfor – her med fugle og friske blomster i ”årets farve”: lyserød. Foto: Kristoffer juel Poulsen

Når påsken endelig kommer, er det en stor glæde.

Patrizia Venturelli Christensen

Familieminder med til bords

»Påsken er den vigtigste højtid i hele kalenderåret for os katolikker. Når fastelavn slutter med askeonsdag, begynder 40 dages faste til minde om menneskets dødelighed, og når påsken endelig kommer, er det en stor glæde. En dag fyldt med solskin. Man har tænkt på død, fristelse og djævlen, hvordan man kan blive et bedre menneske, og med påsken kan man endelig glædes og lykønske hinanden,« forklarer hun og genopfrisker en stribe påskeminder fra opvæksten i Italien:

Foto th.: Påskebordet med italienske familieminder, dansk service og det nyeste pelspynt fra Oh! by Kopenhagen Fur. Foto: Kristoffer juel Poulsen

Den hjemmebagte dukkekage er i Patrizia Venturelli Christensens danske hjem erstattet af chokoladepåskeæg, som hendes søn nyder godt af – i en original italiensk udgave, hvor der på bedste kinderæg-maner er gemt en gave i midten – og den fine, tynde æggepasta, der troligt er blandt de mange højtidsretter, bliver indkøbt med stor omhu i danske specialbutikker. Ikke mindst den symbolske fredsdue er med til bords, i form af den klassiske italienske kage Colomba, og krystalglassene fra barndomslandet fyldes gerne med læskende Lambrusco-bobler fra Modena, hvor en stor del af Patrizia Venturelli Christensens familie stammer fra.

Påsken handler om at slappe af, hygge sig og glemme stress og travlhed. Påskepynten er for mig en del af dét.

Patrizia Venturelli Christensen

Porcelænsæg møder pelspåskeharer

De italienske rødder lader sig ikke fornægte – men det betyder stadig god plads til fornyelse i Patrizia Venturelli Christensens hyldest til højtiden. Kun sjældent går der et år, uden at nye påskeelementer støder til samlingen af gamle.

Pelsharen fra Oh! by Kopenhagen Fur er i år lanceret i den påskegule nuance. Foto: Kristoffer juel Poulsen

De blomsterdekorerede porcelænspåskeæg med plads til søde sager stammer fra hendes mors familie, et sirligt håndmalet hønseæg viser morens egen kreative formåen, og som en nabo til de enkle, hvide Rosendahl-tallerkener har to nye kreationer fra Oh! by Kopenhagen Fur – en pastelgul påskehare og to lyserøde hjerter i mink – taget plads.

Sydlandsk pang og nordisk enkelhed

Spørger man Patrizia Venturelli Christensen, er der klare forskelle på, hvordan man markerer påsken i det kolde nord og det varme syd.

»Jeg har ikke oplevet, at man fejrer påske på én bestemt måde i Danmark,« siger hun.

I vinduet står det første danske påskepynt Patrizia Venturelli Christensen købte under sin ph.d.-studietid i Aalborg. Foto: Kristoffer juel Poulsen

Selv husets dørhåndtag får selskab af påskepynt. Foto: Kristoffer juel Poulsen

Dog ofte med en hovedfarve i centrum, som dette år er blevet den lyserøde. Også selv om hun med egne ord ”ikke er en lyserød pige”.

»De levende lys er bl.a. lyserøde i år, og netop stearinlysene er en af de ting, som spiller en væsentlig rolle til højtider i Danmark, og som jeg har taget til mig og holder af – sammen med pels-pynten fra Kopenhagen Fur som for mig er meget dansk,« fastslår Patrizia Venturelli Christensen.

Personlighed frem for alt

Netop pelspynten er en nyere bestanddel af Patrizia Venturelli Christensens påskesamling, og selv om de bløde sager både på dansk og italiensk jord er udtryk for status, er det ikke de fine fornemmelser, der fylder mest, når middagsbordet skal prydes.

»Påskebordet er et symbol på glæde og en særlig tid i selskab med familien og de nærmeste. Når man samles til denne højtid, handler det om at slappe af, hygge sig og glemme stress og travlhed. Påskepynten er for mig en del af dét. Det handler ikke nødvendigvis om at pynte op på den dyre og eksklusive måde, men om at udsmykke bordet med de ting, der står ens hjerte nærmest,« slutter hun.

Inden den endelige afsked lader Patrizia Venturelli Christensen en Lambrusco-prop springe og kanten af kagepapiret falde. Et forførende sødt forskud på påskedagene, der venter lige forude. Og som – uanset geografi og nationalitet – forhåbentlig vil bringe en god portion glæde og lutter lun forårssol.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen