Millioner af Bieber-fans holdt vejret
Justin Bieber besvimede efter at have fået hjernerystelse under koncert i Paris.
Den canadiske popstjerne Justin Bieber er lige nu på verdensturné, hvor han giver koncerter for millioner af fans rundt om på kloden.
Torsdag var turen kommet til Paris, hvor den 18-årige superstjerne var så uheldig at gå ind i en glasdør under en intimkoncert i den franske by.
Han pådrog sig en hjernerystelse, men var i stand til at gennemføre den sidste sang, inden han efterfølgende besvimede i 15 sekunder bag scenen.
Det skriver Washington Post.
Kan fortsætte turné
Justin Biebers læge har beordret ham til at holde sig i ro, men Bieber forsikrer samtidig, at han kan fortsætte sin stort anlagte turné.
"Slog lige mit hoved og havde brug for noget vand, men har det godt nok igen. Jeg er canadier, og vi er seje. Det hele er godt, og jeg skal bare tage det roligt resten af aftenen," skrev han på sin Twitter-profil efter koncerten i Paris.
Skabte kaos i Oslo
Hjernerystelsen kom dagen efter, at 49 teenage-piger kom til skade i det kaos, som Justin Bieber skabte, da han gav en gratiskoncert i Oslo.
Op til 25.000 ellevilde nordmænd fyldte gaderne for at få et glimt af den canadiske popsensation.