Fortsæt til indhold
Erhverv

Obligationer: Endte med små kursstigninger

Den toneangivende 10-årige danske statsobligation lukkede fredag 0,25 point højere i kurs 105,17 med en effektiv rente på 3,31 pct.

RB-Børsen

De danske obligationer lukkede med kursfremgang og små rentefald. Fokus var rettet mod udviklingen i Egypten, mens bekymringerne om PIIGS-landenes situation fik øget opmærksomhed. Det fik investorerne til at søge mod de fastforrentede papirer. Det var småt med nyheder fra makrofronten. Ved dansk lukketid trådte Mubarak tilbage.

Den toneangivende 10-årige danske statsobligation lukkede fredag 0,25 point højere i kurs 105,17 med en effektiv rente på 3,31 pct.

Markedet havde afventet eftermiddagens amerikanske forbrugertillidsindikator fra University of Michigan, men det blev en non-event. Forbrugertilliden steg til 75,1 i første udgave for februar fra 74,2. Analytikerne havde regnet med en fremgang til 75,0.

Underskuddet på den amerikanske handelsbalance blev i december på 40,6 mia. dollar mod 38,3 mia. dollar måneden før. Underskuddet for december ligger meget tæt på analytikernes forventninger, der lød på minus 40,5 mia. dollar.

Portugal og situationen med PIIGS-landene begyndte at spøge igen, hvilket kunne ses på de øgede priser på at sikre sig mod et portugisisk kollaps. Det kunne også ses på den portugisiske 10-årige rente, som fredag steg til 7,31 pct. fra 7,16 pct. i torsdags.

- Den sydeuropæiske gældskrise vil endnu en gang tage overskrifterne, og det kan blive et tema i den kommende uge, efter at det har været kørt i baggrunden de seneste par måneder, vurderede chefaktierådgiver Jakup Bærentsen fra Nordea over for RB-Børsen.

Den amerikanske finansminister Timothy Geithner opfordrede den amerikanske kongres til at reformere finansieringsmarkedet for amerikanske boliger over de kommende to år. Regeringen vil gerne have reduceret den statslige indflydelse på boligfinansieringsselskaberne Fannie Mae og Freddie Mac.

Den tyske regering meddelte, at den tyske bundesbankchef Axel Weber fratræder sig stilling. Dermed blev de seneste dages rygter bekræftet. Axel Weber var udset til at blive den næste centralbankchef hos ECB. Axel Weber var høgen i ECB-sammenhæng.