Liebhaver-mægler er gået konkurs
Svindeldømte Lars Lyngfeldt kørte store annoncer forrige uge, men nu er han konkurs.
Ejendomsmægler Lars Lyngfeldt Larsen med adresse på Nordre Strandvej er blevet erklæret personlig konkurs.
Han efterlader en gæld på mindst ti mio. kr. i konkursboet, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Lars Lyngfeldt blev tidligere på året dømt for at have stået bag en vurdering af et beskedent hus på Søndre Strandvej, som var helt hen i vejret.
Store annoncer
Det var Dansk Pantebrevsbørs, som dengang rejste sagen, der endte med, at Lyngfeldt foruden sagens omkostninger måtte betale en erstatning på to mio. kr.
Lyngfeldt var ikke i stand til at betale, og derfor begærede Dansk Pantebrevsbørs mægleren konkurs den 2. september.
Trods konkursbegæringen kørte Lyngfeldt så sent som i forrige uge store helsideannoncer i ugeavisen Nordsjælland for storslåede liebhaverboliger ved strand, skov og natur.
Mange millioner
Men nu er Lyngfeldt taget under konkursbehandling, bekræfter konkursboets nyudnævnte kurator, Søren Jenstrup.
Flere andre har penge til gode i selskabet. Nykredit står til at blive den helt store taber. Selskabet har gjort krav for godt ti mio. kr.
Frederiksborg Amts Avis erfarer desuden, at kravene vil vokse betydeligt inden for de næste fire uger, hvor kreditorer kan melde deres krav til konkursboet.
LÆS OGSÅ: Strandvejs-mægler dømt for svindel