Obligationer: Overraskende små rentesænkninger
Det blev til rentestigninger hos de danske obligationer, efter at den europæiske centralbank skuffede med en mindre rentesænkning end ventet, og senere på dagen fulgte Nationalbanken ligeledes skuffende trop.
Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede torsdag 1,02 point lavere i kurs 102,30 med en effektiv rente på 3,73 pct. Blandt realkreditobligationerne endte 4-35'erne 0,15 point lavere i kurs 91,80 med en effektiv rente på 4,93 pct.
I den sene handel fulgte Nationalbanken nøjagtigt i fodsporene på Den Europæiske Centralbank, hvilket kom som en overraskelse for økonomerne. Nationalbanken sænkede renten til 2,0 pct. fra 2,25 pct.
- Vi må ærligt indrømme, at vi er ganske overrasket over, at Nationalbanken valgte at fastholde spændet i forhold til ECBs refi-rente på 0,75 procentpoint, skrev chefanalytiker Anders Matzen fra Nordea.
Yderligere blev den danske valutareserve for marts fremlagt, og den viste markant fremgang til 260,7 mia. kr. fra 235 mia. kr. i februar. Der var ventet en mindre stigning til 251,5 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af RB-Børsen.
- Når rentespændet til eurozonen alligevel ikke blev indsnævret afspejler det formentlig, at Nationalbanken fortsat er nervøs for, at der skal opstå pres mod kronen. Det kan hænge sammen med, at ECB i dag signalerede, at man vil annoncere nye "utraditionelle" tiltag for pengepolitikken i maj, og at det også kan komme på tale, at indsnævre forskellen mellem ECBs refi-rente og indlånsrente til maj eller måske i juni, vurderede chefanalytiker Anders Matzen fra Nordea.
Over middag sænkede Den Europæiske Centralbank renten til 1,25 pct. fra 1,50 pct., hvor analytikerne over en bred kam havde ventet en større rentesænkning til 1,00 pct. Centralbankchef Jean Claude Trichet holdt døren åben for yderligere rentesænkninger, men han bemærkede også, at der kan være utraditionelle tiltag på vej ved næste rentemøde.
Den amerikanske tiårige T-bond lå ved dansk lukketid 13/32 point lavere i kurs 100 12/32 med en effektiv rente på 2,70 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,3440 dollar, da den lille ECB-rentesænkning styrkede euroen.