Ikea investerer 200 mio. euro i jagten på at blive »klimapositiv«
Koncernen mangler ikke ligefrem penge, og en del af dem skal nu bruges til at prøve at gøre forretningen mere klimavenlig.
Med en investering på 200 mio. euro vil Ikea nu forsøge at tage et stort skridt mod at blive en klimapositiv koncern, skriver CNBC.
»Vores ambition er at reducere drivhusgasserne mere i absolutte termer, end hele Ikeas værdikæde udleder inden for 2030,« skriver Torbjörn Lööf, adm. direktør i Ikea, i en kommentar ifølge CNBC.
Og arbejde skal der til, for ifølge selskabets CSR-rapport udledte koncernen 26,9 mio. tons CO2 i det forgange år. Til sammenligning udleder en gennemsnitlig danske ifølge en artikel i Politiken baseret på en klimarådgiver omkring 12 tons CO2 om året.
Ingka Group, der ejer langt de fleste af Ikeas varehuse, fremlagde i går årsregnskab.
Her viste tallene, at der blev solgt for i alt 292 mia. kr., hvilket var omkring 15 mia. kr. mere end året før.
Ud over højere onlinesalg, der nu udgør 10 pct. af det samlede salg, fremhævede Ikea, at koncernen også har haft endnu bedre salg i det fysiske varehuse.