Har du vundet 16 mio. kr. i Lotto?
En jysk Lotto-spiller har vundet små 16 mio. kr. Danske Spil ser frem til at høre fra personen.
Lørdagens syv vindertal i Lotto blev kun ramt af én spiller, der nu kan kalde sig 15.926.205 kroner rigere. Hvis altså personen kan finde kuponen.
For Danske Spil har endnu ikke hørt fra den heldige Lotto-millionær, som dog sikkert også lige skal sunde sig, hvis det er gået op for vedkommende, hvad han eller hun har vundet.
Købt i Børkop
Kuponen med de syv rigtige er en selvudfyldt kupon, og den blev spillet hos DagligBrugsen Gårslev, Skolegade 2 i Børkop, som ligger mellem Vejle og Fredericia.
De små 16 mio. kr. er årets femtestørste gevinst. Den største blev vundet i uge 17 og lød på små 30 millioner kroner. Den blev vundet i Odense NV.