Derfor vinder du ikke i lotto
Chancen for at vinde 92 mio. kr. i aften er kun på 1 til 75.000.000.
Det kunne være fristende at bruge en 50'er i bestræbelserne på at vinde aftenens kæmpestore lottopulje på 92 mio. kr.
Men Peter Zangenberg skal ikke nyde noget.
Efter 25 år som underviser i statistik på handelsskole, akademier og handelshøjskolen er han totalt galvaniseret over for investereringer - hvor små de end er - i noget, der giver så ringe udsigt til gevinst som lottospil.
Chance på 1 til 75 mio.
På en normal lottokupon skal man have seks vindertal. Hvis man vil vinde kæmpepuljen på 92 mio. kr. onsdag aften, skal man samtidig have det såkaldte "supertal" korrekt på kuponen, og så smutter sandsynligheden op på 1 til 75 mio., ifølge Midtjyllands Ugeavis.
Og hvis man tror, at chancerne bliver større jo flere gange man har spillet, kan man godt tro om igen.
"Tallene har den samme sandsynlighed uge efter uge," siger Peter Zangenberg til Midtjyllands Avis, og understreger, at det eneste, der øger ens chance for at vinde er at spille flere rækker.
En skal vinde
Men danskerne bliver alligevel glædeligt ved med at bruge deres opsparede penge på at købe kuponer med en masse tal på.
Kuponer, der i langt de fleste tilfælde ikke er noget værd, men som for nogen ender med at blive adgangen til dejlige penge.
"Chancen er lille, til gengæld er gevinsten stor, og en eller anden skal jo vinde," siger Peter Zangenberg, der dog understreger, at det nok er Danske Spil, der er den store vinder.
Og skal man være den eneste person, der ender med at vinde den store gevinst, så er chancen for det ifølge Danske Spil 1 til 98 mio
"Så det er ikke sandsynligheden, man spiller på, men Fætter Højben-heldet. Typisk er der tre-fire vindere, når superpuljen udløses," siger Thomas Rørsig fra Danske Spil ifølge Midtjyllands Avis.
Rekordstor gevinst
Aftenens gevinst på 92 mio. kroner er rekordstor.
1. præmien ligger på 8 mio. kr., mens superpuljen er vokset til 84 mio. kr.
Superpuljen bliver udløst, hvis det såkaldte "supertal" også er et af de seks vindertal.
Største lottogevinst i år faldt i lørdags, da en kvinde fra Padborg vandt den dobbelte 'Jackpot-pulje' og sikrede sig en kontooverførsel på 29,2 mio. kr.