Fest forbudt for danskere i OL-byen
Fulde håndboldspillere forstyrrede andre atleter i Beijing. Det skal undgås i år.
Efter en uheldig episode ved OL i Beijing for fire år siden, hvor blandt andre et par håndboldspillere angiveligt var så berusede, at de forstyrrede de andre atleter, er der nu opsat regler for de 112 danske deltagere ved legene i London.
- Vi har indskærpet over for alle, at det er uacceptabelt at være synligt beruset i OL-byen, og at de ikke må medvirke til en fest-kultur, som kommer til at overskygge det sportslige, siger den danske OL-chef, Jesper Frigast Larsen, ifølge ekstrabladet.dk.
Skal forlade OL-byen
Når danskere er færdige med deres deltagelse, skal de forlade OL-byen senest to dage efter. Førhen har de måttet blive hele vejen igennem. Dermed brydes en dansk tradition, men andre lande har indført tilsvarende regler for længe siden.
- London er en af verdens største party-byer, og vi skal ikke en gang til have en OL-lejr, hvor tendensen er, at man til sidst taler mere om, hvor man skal feste i aften, end om det sportslige, siger Jesper Frigast Larsen.