*

Formel 1

Kevin Magnussens boss Gene Haas: Hvorfor være med, når vi ikke kan vinde?

Gene Haas er utilfreds med, at midterholdene i Formel 1 aldrig har chancen for at vinde et grandprix.

Gene Haas vil have gjort Formel 1 mere spændende. Foto: Haas F1 Team

»Hvis vi ikke har chancen for at vinde, bliver jeg nødt til at spørge om, hvorfor vi er her?«

Kevin Magnussens arbejdsgiver, Gene Haas, lægger ikke fingre imellem i et interview med NBC.

Han er træt af, at midterholdene aldrig har en chance for at vinde bare et eneste løb.

Siden Kimi Räikkönen vandt et grandprix for Lotus i 2013 har Mercedes, Ferrari eller Red Bull vundet alle grandprixerne.

Og den amerikanske rigmand mener, at den manglende konkurrence er uholdbar i det lange løb.

»Jeg mener, at alle hold i det mindste burde have muligheden for at vinde et løb en gang imellem, om det så er igennem brændstofstrategi eller et andet alternativ. Men hullet er så stort lige nu, at jeg ikke kan se, at vi nogensinde kan komme bare tæt på,« siger Gene Haas til NBC.

Irritation hos Haas: Kevin Magnussens chef forlanger klart svar

Han understreger, at han har engageret sig i Formel 1 også på den lange bane.

»Men jeg synes, at der skal være tilfældigheder i sporten, hvor selv hold helt nede bagved har muligheden for at vinde bare en gang imellem,« siger Gene Haas.

Han har slået sine motorsportsrødder i Nascar i USA, hvor diverse regler træder i kraft, hvis løbene bliver for kedelige.

Det tætteste feltet er kommet på en overraskelse i denne sæson var, da Williams’ Lance Stroll i Aserbajdsjan blev nummer tre. I 2016-sæsonen var der fire gange kørere uden for Mercedes, Red Bull og Ferrari på tredjepladsen i sæsonens 21 løb, men ingen af dem var bare tæt på at vinde løbene.

Gene Haas har holdt samtaler med de nye amerikanske ejere af Formel 1, Liberty Media, og han fortæller, at der vil komme et udspil senere på året fra ejerne.

I korridorerne taler man om at ændre på præmiepengestrukturen, hvor Ferrari modtog 1,25 mia. kr., mens Haas kun fik 129 mio. kr. Med til det beløb hører dog, at Haas ikke modtog ”startpenge” sidste år, da det var teamets første sæson. Sidste år løb startpengene op i 244 mio. kr., som alle hold modtog.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Musik-Aarhus melder klar til Eskelund
Et forslag om at afsætte 10 mio. kr. til at indrette Eskelund som ny koncertplads møder roser fra Northside og en række andre musikaktører. Eskelund indgår i budgetforhandlingerne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her