*

Formel 1

Magnussen byttede træninger med italiener i Haas-raceren

På grund af forventet regn senere fredag fik Kevin Magnussen lov til at køre den første Formel 1-træning.

Antonio Giovinazzi er Haas-reserve. Foto: Haas F1 Team

Kevin Magnussen skulle egentlig først træne på Formel 1-banen i Brasilien senere fredag, men den danske racerkører fik lov til at teste bilen som den første.

Italieneren Antonio Giovinazzi, som er Haas-reserve, stod oprindeligt som den første kører til at teste Haas-bilen, men det blev prioriteret at lade Magnussen køre først.

Det skyldtes, at der ventes af falde regn i brasilianske Sao Paolo, og at Magnussen skal have de bedst tænkelige forberedelser og derfor skulle køre i tørvejr.

Det forventes nemlig ikke, at der falder regn, når søndagens grandprix skal afvikles i Sao Paolo.

Giovinazzi har fået lov til at deltage i en række træninger i anden halvdel af sæsonen i stedet for Magnussen.

Mercedes dominerede i den første træning. Lewis Hamilton satte den hurtigste omgang, mens holdkammeraten Valtteri Bottas blev toer.

Red Bull kæmpede en smule i fredagens første træning og havde generelt problemer med slitage på dækkene.

Magnussen satte den 14.-hurtigste omgang, mens Haas-holdkammeraten Romain Grosjean var en placering bedre.

Giovinazzi satte sig i Haas-raceren under fredagens anden træning, hvor italieneren blev den langsomste af de 20 kørere.

Som under den første træning blev det Mercedes-kørerne Hamilton og Bottas, der satte sig på de hurtigste placeringer.

Daniel Ricciardo fik mere styr på sine dæk i sin Red Bull-racer, og australieren satte den tredjehurtigste tid.

Holdkammerat Max Verstappen satte femtehurtigste tid, mens Ferraris Sebastian Vettel klemte sig ind mellem de to Red Bull-kørere.

Lørdag køres der igen træning, inden der køres kvalifikation til søndagens grandprix.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her