Fortsæt til indhold
Formel 1

FIA: Mercedes fik ikke lov til at udføre dæktest

Formel 1-holdet Mercedes risikerer at blive straffet i omstridt sag om en dæktest, der måske var ulovlig.

Ritzau

Mercedes har fået flere af konkurrenterne i Formel 1 på nakken, efter at teamet i maj sammen med den italienske dækproducent Pirelli foretog en tre dage lang dæktest, der måske er ulovlig.

Den internationale motorsportsunions (FIA) rådgiver Mark Howard fortæller, at FIA blev kontaktet af Mercedes forud for dæktesten, hvor holdet fik at vide, at de skulle informere de øvrige Formel 1-hold.

- Mercedes forsøgte ikke at involvere de andre hold for at sikre, at de ikke fik en fordel ud af det, siger Mark Howard.

Forklaring afgivet torsdag

FIA-rådgiveren fortæller, at Mercedes af FIA blev oplyst om, at dæktesten kunne være en overtrædelse af reglerne.

- Uden de øvrige holds kendskab, billigelse og deltagelse, så kan Mercedes og Pirelli have foretaget sig noget, der har skadet konkurrencen, mener Mark Howard.

Mercedes og Pirelli har torsdag afgivet forklaring over for et tribunal under FIA. Tribunalets afgørelse falder først fredag.

Det skriver det tyske magasin "auto, motor und sport" ifølge nyhedsbureauet DPA.

- Vi har brug for at arbejde med sagens akter resten af dagen og natten, siger tribunalets leder, Edwin Glasgow.