Fortsæt til indhold
Formel 1

Magnussen fik én over nakken

Styrketræning er nøglen for Kevin Magnussen, der i sin nye bil udsættes for større påvirkninger.

»Når jeg bremser alt, hvad jeg kan, går bilen fra 300 km i timen til 80 på 75 meter. Det føles næsten som at køre ind i en mur.«

Til den kommende sæson har Kevin Magnussen fået ny bil, og under de første testkørsler i Frankrig fik det danske racerkørertalent oplevet den fulde påvirkning fra en Renault 3.5.

Hoved vejer 45 kg

Med en topfart på 300 km i timen er den 50 km hurtigere end hans tidligere bil, og den største ændring føles i nedbremsningerne.

»Da oplever jeg et træk på omkring 4,8 G, så mit hoved vejer 45 kg, og dertil kommer hjelmens vægt. Jeg sidder helt fastspændt og kan ikke bruge kroppen til at støtte med, så hele trækket ender i nakken. Det er svært at forestille sig for en person, der ikke har kørt racer selv, men når man bremser alt, hvad man kan i en personbil, er det bare som at slippe gassen i en racer,« forklarer Kevin Magnussen.

»Der er helt vildt tryk på. Hvis ikke man har kræfter nok i nakken, bliver hovedet skubbet nedad, så man bare kigger lige ned i skødet og ikke kan se, hvor man kører.«

Hårdt træningsprogram

Også armene bliver smadret godt igennem, da ingeniørerne ikke går op i at gøre bilerne blide at håndtere for køreren, men udelukkende tænker på at få bilen til at køre hurtigst rundt – og så må køreren bare følge med.

Efter hjemkomsten fra Paul Ricard-banen har Kevin Magnussen af samme grund påbegyndt et hårdt styrketræningsprogram for at kunne klare belastningen, inden han om kort tid skal til Spanien i to omgange for at gennemføre de afgørende prøvekørsler inden det første af ni løb i årets World Series.

I det hele taget står denne tid i omvæltningens tegn for det 19-årige stjerneskud, der igen i år har sæde hos Carlin Motorsport.

Skal teste Formel-racer

Forrige uge flyttede han til England for at komme tættere på sit nuværende team, men også for at pleje interesserne hos McLaren, der har forfremmet ham til sit Driver Development Programme og dermed officielt satser på ham som fremtidig Formel 1-kører.

Indtil videre skal Kevin Magnussen være med til at teste teamets Formel 1-racer samt sætte sig ind i bilens og teknikkens hemmeligheder, inden han til efteråret skal op til den store eksamen.

I forbindelse med et af de afsluttende Formel 1-grandprixer - formentlig Abu Dhabi - afvikles »Young Driver Test«, hvor samtlige teams sender deres unge håb på banen i et regulært race.

»Det er som at få at vide, at man vinder 100 mio. kr. om et år. Det er uvirkeligt, og man ved ikke, hvordan man skal forholde sig til det. Det bliver helt fantastisk, men lige nu svært at forholde sig til,« indrømmer Kevin Magnussen.

Læs hele historien om Kevin Magnussen i tillægget "Tempo" i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Få digital adgang til artiklen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her