*

Håndbold

Kamp tirsdag aften, så 22 timer i bus og kamp igen. Er det rimeligt?

FCM Håndbold brokker sig over betingelserne før en vigtig Champions League-kamp.

FCM-træner Kristian Kristensen skal bruge al sin taktiske snilde for ikke at dræne sine spillere i et hårdt program. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Det er umådeligt svært at score selvmål i håndbold.

Alligevel præsterer dansk klubhåndbold at gøre det igen og igen ifølge Kristian Kristensen.

Træneren for FCM Håndbold er forbitret over, at klubbens betingelser for at få succes i Champions League bliver handicappet af stramme procedurer for afviklingen af de hjemlige ligakampe.

Blot to dage før Champions League-udekampen mod Brest fredag i uge 42 stod midtjyderne til at skulle møde Silkeborg-Voel onsdag aften. Kristian Kristensen ville gerne helt have haft lokalopgøret udsat for at få en optimal forberedelse til mødet med franskmændene, som sandsynligvis bliver FCM Håndbolds direkte udfordrere i spillet om at komme videre til mellemrunden, men ønsket blev afvist af turneringsplanlæggerne.

Kravene til spillerne er vanvittige, det er helt håbløst.
Kristian Kristensen, FCM Håndbold-træner

Eneste mulighed var at flytte kampen en enkelt dag til tirsdag, hvilket dog stadig får Kristian Kristensen til at ryste på hovedet. Grundet Champions League-kampens placering i efterårsferien har FCM Håndbold ikke kunnet skaffe plads til truppen på et rutefly til en fransk lufhavn og har ikke økonomi til at leje et privatfly, hvilket tvinger spillere og ledere til at tage turen sydpå i en hotelbus.

22 timer på hjul

»Hvordan mon kroppen reagerer, når man spiller en håndboldkamp tirsdag aften, kommer i seng ved midnatstid, sætter sig i en bus onsdag formiddag, kører 22 timer for at nå til Frankrig, hvor man skal spille en håndboldkamp halvandet døgn senere?« spørger Kristian Kristensen og kommer selv med svaret.

»Man skal ikke være idrætsfysiolog for at blive lidt bekymret omkring restitution, risiko for skader, overbelastning og så videre. Kravene til spillerne er vanvittige, det er helt håbløst.«

Veronica Kristiansen får brug for al sin energi for at holde niveau for FCM Håndbold. Foto: Ernst van Norde/Polfoto

Ærgrelsen bliver blot forstærket af, at de udenlandske modstandere har noget lettere ved at få egne ønsker og virkeligheden til at flugte.

Lørdag tager FCM Håndbold hul på denne sæsons europæiske opgave med en udekamp mod Györ, der for nylig fik flyttet en ligakamp på grund af sygdom på holdet. I samme ånd har denne uge været renset for hjemlige pligter for ungarerne, så allerede tirsdag var de forsvarende Champions League-mestre aktive på de sociale medier med meldinger om, at alt var rettet ind til dysten mod FCM Håndbold.

Som en yderligere gave til de mest ambitiøse klubber er niveauet i mange af de europæiske ligaer så beskedent, at topholdene kan vinde langt de fleste ligaopgør soleklart selv med B-kæden og derfor kan holde de største profiler friske til Champions League-eksamenerne.

Jævnbyrdighed koster

Fakta

Tidlig nøglekamp

for danske mestre

  • Modsat FCM Håndbold har Danmarks anden repræsentant i denne sæsons Champions League ikke den store erfaring internationalt. Godt nok nåede Nykøbing Falster semifinalen i den forgangne sæsons EHF Cup, men det danske mesterskab har nu sikret klubben en debut i det fornemste selskab.
  • En stor mundfuld, og opkomlingene får endda ikke tid til at snuse forsigtigt til niveauet. Lørdagens premiere mod Vistal Gdynia kan nemlig vise sig at få stor betydning i spillet om at nå mellemrunden.
  • Nykøbing-træner Jakob Larsen ser CSM Bucuresti og Krim Ljubjana som favoritter til at snuppe to af de tre billetter videre fra gruppespillet, mens den sidste plads så kommer til at gå til enten hans mandskab eller polakkerne.

Herhjemme er det stik modsat, ingen hold i den danske liga er så dårlige, at FCM Håndbold kan spille for halv kraft og stadig vinde. Sidste år formåede Kristian Kristensen dog at føre sin trup til kvartfinalerne i Champions League og en suveræn førsteplads i det hjemlige grundspil, hvorefter holdet tabte klart til København i semifinalerne.

»Vi vandt stadig kampene efter jul, men analysen af vores præstationer viser med klar tydelighed et dyk i niveau. Arbejdskravene til spillerne er blevet så store, at deres kapacitet ikke kan følge med,« konstaterer Kristian Kristensen.

»Det ville være anderledes, hvis vi også havde økonomi til at købe spillere fra øverste hylde til pladserne uden for startopstillingen, for så kunne vi rotere meget mere uden at tabe niveau, men det er pengene ikke til i dansk håndbold. Derfor må vi prioritere, men jeg kan godt forudse reaktionerne, hvis vi ender med at sende et forstærket U18-hold på banen mod Silkeborg.«

Han afviser at være ude i egoistisk korstog, for i hans optik vil alle i dansk håndbold have gavn af europæiske markeringer og trofæer, der vil skabe gode historier og interesse fra tilskuere, tv og sponsorer.

Problemstillingen har da også været vendt mange gange, men meldingen er hver gang, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) er låst af den internationale kalender.

Først lægger det internationale håndboldforbund beslag på spilledatoer til OL, VM og kvalifikationskampe til disse to mesterskaber, så sætter det europæiske forbund krydser til EM, kvalkampe og de europæiske klubturneringer, og først derefter kan de nationale forbund komme til med deres landsholdssamlinger og kampe i liga og pokalturnering.

Med den opbygning er det ifølge Frank Smith, chef for DHF’s turneringsafvikling, utroligt svært »at flytte på ét tandhjul, for det får straks 10 andre til at bevæge sig«, men lederne i dansk håndbold har nu lovet hinanden at gøre et helhjertet forsøg.

Ønske om fælles linje

Forbund, Divisionsforeningen og ligaklubberne vil snarest mødes for at diskutere temaet og om muligt finde fælles bud på løsninger, som de danske repræsentanter i de internationale forbund så skal promovere i de relevante fora.

»Det er logik for burhøns, at noget skal gøres. For eksempel kunne kampkalenderen udvides et par uger, så der var flere datoer at spille på. At mødes i dansk håndbold er et skridt i den rigtige retning, men der har været så megen snak gennem tiden, at jeg forbeholder mig ret til at være skeptisk i forhold til, at der for alvor kommer til at ske noget,« understreger Kristian Kristensen og bemærker med et smil, at kvindeligaen udvides med yderligere fire spillerunder i den kommende sæson.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Sport
Annonce
Vores lærere fortjener den bedste uddannelse
Fremtidens læreruddannelse skal være forskningsbaseret og praksisnær. Og den bør udvikles i tæt samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne. Institutionskamp bør afløses af ambitionskamp. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her