*

Håndbold

Skjern Håndbold satte en stopper for Ribe-Esbjergs eventyr

Med en sejr på udebane i Esbjerg spillede Skjern Håndbold sig lørdag i klubbens anden DM-finale på tre år.

Rutinen blev afgørende, da Skjern Håndbold søndag eftermiddag slog Ribe-Esbjerg 26-31 i den anden semifinale i herrernes håndboldslutspil. Lasse Mikkelsen fra Skjern blev topscorer med 12 scoringer.

Inden kampstart lignede det en meget lige kamp. Skjern har ikke spillet helt oppe på det niveau, som holdet kan, mens Ribe-Esbjerg havde overrasket de fleste ved at vinde deres slutspilsgruppe. Og i den første semifinale i Skjern, havde Ribe-Esbjerg overtaget, indtil de smed føringen i kampens slutning.

For første gang i denne sæson var der udsolgt i Dokken i Esbjerg, og ifølge klubben kunne man have solgt dobbelt så mange billetter som de tilladte 4.000. Det lokale håndboldholds resultater har virkelig givet genklang i byen. 

En af årsagerne til Ribe-Esbjergs sensationelle slutspilsresultater har stået i målet, hvor 43-årige Søren Haagen har leveret pragtpræstationer, som har smittet af på resten af holdets defensiv. Den synergi var svær at finde søndag eftermiddag, og allerede efter 21 minutter, måtte Haagen lade sig udskifte.

Det skyldes specielt to spillere. Den svenske venstreback Markus Olsson både skød og fintede sig igennem forsvaret, og når han ikke scorede, så gjorde Lasse Mikkelsen. Playmakeren var farlig med både skud og indspil, og så skyder han straffekast, som om han slet ikke kunne forstille sig, at målmændene skulle komme i nærheden af at redde dem.

Ved pausen førte Skjern med seks mål, og det lignede en finaleplads til favoritterne, som fortsatte dominansen de første ti minutter af anden halvleg. Men som håndboldsporten har demonstreret et hav af gange, så kan tingene ændre sig meget hurtigt. Med den unge Jakob Holm som den offensive indpisker scorede holdet fire mål i træk, og taget var ved at lette i Dokken, hvilket ganske naturligt fik Ole Nørgaard til at tage time-out.

Det fik stabiliseret Skjerns offensive spil, og med fem minutter tilbage af kampen kunne Lasse Mikkelsen udnytte Esbjergs 7 mod 6 satsning til at smide bolden i et tomt mål, og derfra var opgaven umulig for de ellers bravt kæmpende underdogs fra Ribe-Esbjerg. De skal nu forberede sig på at spille om bronzemedaljer, hvilket formodentlig også godt kan motivere dette års darlings i dansk håndbold.

Tirsdag aften bliver det afgjort, hvem Skjern skal møde i finalen, når Aalborg tager imod Bjerringbro-Silkeborg i den tredje og afgørende semifinale.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Sport
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her