*

 

Håndbold

»Hvis hun laver 10 mål, har vi mulighed for at vinde«

Danmark skal op imod Rumænien og en af verdens bedste håndboldspillere, der sendte landsholdet ud af VM på hjemmebane.

Rumænierns stjerne Cristina Neagu smadrede Danmark ved VM i Herning i december, da hun i kvartfinalen scorede knap halvdelen af Rumæniens 31 mål. Nu har Danmark mulighed for revanche. Foto: Lars Poulsen/Polfoto

Tre måneder er der gået, siden Danmark tabte VM-kvartfinalen til Rumænien på hjemmebane i Herning.

For danskerne var kampen det dramatiske højdepunkt ved VM med tre straffekast i løbet af det sidste minut af den ordinære spilletid, der sluttede uafgjort 27-27.

Det hele endte med knuste danske spillere, der lå på ryggen på gulvet i Boxen i Herning, da Rumænien scorede til 31-30 på et mål fem sekunder før slutsignalet i den forlængede spilletid.

»Selvfølgelig fylder det stadig noget, at vi røg ud til VM, men vi kan ikke gøre det om. Jeg håber, at marginalerne er på vores side denne gang. Det vil kun være rimeligt,« siger målvogter Rikke Poulsen, der snuppede et straffekast efter slutsignalet i den ordinære spilletid.

Ingen pæn kamp

Fredag mødes de to hold igen. Denne gang i Ceres Arena i Aarhus, og nu er der en OL-plads på spil.

»Jeg regner med, at det bliver en meget tæt dyst igen, fordi det er to gode hold, og der er mange følelser og nerver på spil, fordi det handler om OL. Som håndboldkamp var VM-kvartfinalen ikke god. Der var for mange fejl. Jeg tænker, at det kan blive det samme denne gang,« siger svenskeren Thomas Ryde, der er landstræner for Rumænien.

I VM-kvartfinalen scorede Rumæniens største stjerne, Cristina Neagu, 15 mål på 21 forsøg.

»Neagu skal som udgangspunkt ikke lave 15 mål og have 10 assists. Det er for meget. Det er et meget enkelt regnestykke. Hvis hun laver 10 mål, hvilket er svært at holde hende fra, har vi mulighed for at vinde kampen. Det havde vi gjort ved VM,« siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Stoppe gennembrud

Det danske hold har stor fokus på at stoppe hendes gennembrud.

»Hun vil få den opmærksomhed, som hun skal have, men med respekt for at de andre også er så dygtige, at vi ikke bare kan give dem meget plads,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Danmark har været tvunget til at skifte en del ud siden VM på grund af skader. Bagspillerne Line Jørgensen og Louise Burgaard er ude med skader, og i de seneste to nederlag til Rusland har Danmark stillet med en ny højreside.

»Om vi er stærkere eller svagere end i december, ved jeg ikke. Det ved vi først, når vi ser kampen imod Rumænien. I kampene imod Rusland stoppede vi på intet tidspunkt med at spille. Vi kæmpede os tilbage, og moralen på holdet var fin,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Sport

Pytlick har lært sig at sige pyt

Jan Pytlick er tilbage som klubtræner i dansk kvindehåndbold, men hvordan i alverden finder han dog motivation i en middelgod kamp foran 550 tilskuere, når han har stået med høj puls i to OL-finaler og endda har vundet dem begge? Og hvordan har han det med Dansk Håndbold Forbund, der fyrede ham som træner for kvindelandsholdet uden at opnå bedre resultater bagefter?
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her