*

 

Håndbold

Vraget målmand var ligeglad med landsholdet

Trods masser af landskampe og erfaring fra tre slutrunder blev Jannick Green vraget før EM til sin store, personlige skuffelse.

Målmanden Jannick Green har deltaget i de tre seneste slutrunder, men blev sorteret fra op til EM i Polen. Foto: Lars Poulsen/Polfoto

GDANSK — I sponsoreret træningstøj ankom 17 håndboldmænd, en landstræner og en større sportslig delegation torsdag eftermiddag til Gdansk Lech Walesa Airport i den frosne og våde kystby Gdansk.

En gammel havneby, som er noget større end Aarhus, og en by, der i den kommende uges tid skal være håndboldlandsholdets hjemby i det indledende gruppespil ved EM.

Inden afrejsen til Polen sagde de 17 håndboldmænd vanen tro farvel til rødhvide fans i Kastrup Lufthavn med konkurrencer, autografer og fotos, men i modsætning til de seneste år var det ikke muligt at tage afsked med en langhåret, 195 cm høj målmand fra Lemvig. Han var der slet ikke.

Den vragede landsholdsmålmand Jannick Green sad i stedet i sit hjem i Magdeburg, 350 km syd for den dansk-tyske grænse og spiste frokost efter en overstået træning.

Lige da jeg fik beskeden, tænkte jeg, at nu kan det fandeme være ligegyldigt, hvordan det går dem dernede.
Jannick Green

»Sådan er gamet, desværre,« konstaterer den 27-årige SC Magdeburg-målmand.

Han har spillet 65 A-landskampe og står dermed noteret for flere landskampe end 8 af de 17 håndboldmænd, der landede i Gdansk samme dag. Men det var ikke nok til en EM-udtagelse.

Champions League-erfaring

Erfaring fra Champions League var ifølge daværende landstræner Ulrik Wilbek den faktor, der sendte Jannick Green ind i varmen og konkurrenten Tim Winkler ud i kulden før VM i Spanien for tre år siden, og siden da har Jannick Green været en fast bestanddel af det danske landshold. Fra VM i 2013 over EM i 2014 til VM 2015 – men så ikke længere.

Ganske overraskende valgte landstræner Gudmundur Gudmundsson i december at pege på Flensburg-Handewitts Kevin Møller som backup for Niklas Landin i stedet for slutrundevante Green.

»Jeg var overrasket, men ikke chokeret over beskeden. Jeg havde håbet og troet, at jeg var med, men jeg har været ustabil og har ikke fået så meget spilletid i Magdeburg. Derfor var jeg indstillet på, at det kunne koste landsholdspladsen,« siger Jannick Green.

Skuffet over sig selv

Han kalder sig selv for »håndboldnørd« og har derfor tænkt sig at se landskampene i Polen fra sofaen. Det er dog ikke uden følelser, at han følger med i den danske jagt på EM-guldet.

»Når jeg har læst, snakket eller set for meget tv med landsholdet, bliver jeg sur og irriteret.«

Fordi du føler dig uretfærdigt behandlet?

»Nej, fordi jeg er skuffet og ked af det. Jeg er skuffet over mig selv. Selv om jeg er uenig i valget, føler jeg ikke, at det er uretfærdigt,« siger han.

Når man er blevet vraget efter at have været med i tre slutrunder i træk, sidder man så derhjemme og håber på, at holdet flopper?

»Lige da jeg fik beskeden, tænkte jeg, at nu kan det fandeme være ligegyldigt, hvordan det går dem dernede. Da skuffelsen havde lagt sig, kom jeg selvfølgelig på andre tanker. Jeg har så mange gode venner på det hold, og jeg under dem at gå hele vejen,« siger Jannick Green.

Ifølge den tyske håndboldstatistik stod Jannick Green i sin første sæson i tysk håndbold ca. 32 minutter per kamp i løbet af sine 35 Bundesliga-optrædener. Derimod er spilletiden i de første 19 Bundesliga-kampe i indeværende sæson skåret ned til knap 19 minutter per kamp.

Selv om Jannick Green ikke stoler betingelsesløst på de tyske tal, erkender han blankt, at manglende spilletid i Magdeburg var en af årsagerne til, at landstræneren i stedet kiggede mod Kevin Møller.

»Jeg har haft svært ved at finde rytmen, fordi jeg har siddet mere på bænken. Så opbygger man som sportsmand et stort pres, fordi man vil vise alt, når man så kommer ind,« siger Jannick Green og tilføjer:

»Stabiliteten skal forbedres, og så er jeg er klar til at kæmpe for næste slutrunde.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Delaney og den sidste jagt på Champions League

Thomas Delaney kunne have skrevet under på et af de største tilbud i FCK’shistorie. Han kunne også lige nu være Bundesliga-spiller. Men det han allerhelst vil er at være anfører for FCK i Champions League.
Annonce
Viden
Overraskede forskere: Global opvarmning begyndte meget tidligere end hidtil troet
Et internationalt forskerteam med dansk deltagelse har visse steder i verden registreret klimasignaler, der vidner om global opvarmning, helt tilbage fra 1830’erne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her