Hans Lindberg tog det hele
Hamburg SV vandt Champions League efter vanvittig finale mod Barcelona.
Köln
Champions League-vinder og kåret som turneringens topscorer.
Søndag var en god dag for Hans Lindberg.
Landsholdsfløjen bidrog selv med fem scoringer, da Hamburg SV 14 år efter at have overtaget Bundesligalicensen fra Bad Schwartau stod med herrehåndboldens største titel.
I endnu en sublim kulisse med 20.000 tilskuere i Lanxess Arena var tyskerne bedst i de afgørende situationer og vandt med 30-29 over Jesper Nøddesbos Barcelona.
Men først efter et sindsoprivende nerveslag, der kun havde den fejl, at det stoppede. Det havde spillerne ikke behøvet for tilskuernes skyld.
250.000 euro
Champions League-finaler i herrehåndbold er fra naturens side hårdt spillet. Det er sæsonens sidste kraftudladning, hvor man i løbet af 60 minutter skal give alt for at vinde det største klubtrofæ.
Tilsat præmien på 250.000 euro. Ikke til hver spiller, men til hele holdet. Det er håndbold, det her. Bayern München fik 15 mio. euro for at vinde fodboldspillernes tilsvarende turnering for otte dage siden. Så er der ikke grund til at fabulere mere om forskellen på boldspillet med fødder og det med hænder.
Det gør ikke æren for at vinde i håndbold mindre, og således blev der virkelig skraldet igennem. Nok også lige på kanten af grænsen. I perioder blev det for voldeligt med stenhårde tacklinger, frikast, gulvtørring og behandlinger. Nogle elsker herrehåndbold for det, andre hader det.
Nøddesbo gav og tog
Midt i slagenes og skubbenes hvirvelvind stod en mand fra Hammerum. Den lille flække på prærien mellem Herning og Ikast har fostret en håndboldspiller, der på sjette år spiller sin håndbold i FC Barcelona og som for tredje gang trådte op i Lanxess Arena.
Og Jesper Nøddesbo gav og tog. Fik slag af kæmpemennesket Igor Vori og klaskede Marcin Lijewski til gulvet med en tackling, der andre steder end i Champions League-finalen foran 20.000 tilskuere kunne have givet direkte rødt kort.
Som Lijewski selv kunne have fået et par minutter forinden, da han jævnede Sergej Rutenka med jorden ved hjælp af to strakte arme i brystet. De to grumme tacklinger faldt før det tiende minut og så var man ligesom i gang.
Duvnjak stoppet
Spillemæssigt kyste det så afgjort Hamburg-skytterne mest i indledningen. Domigoj Duvnjak, der lagde alle ned med sit storspil i semifinalen mod Kiel, blev eftertrykkeligt stoppet, når han var inde og operere foran det spanske forsvar. Magnus Jernemyr og Viran de Morros var igen formidable i den del af spillet.
Men mere flydende var Barcelonas angrebsspil ingenlunde. Kun Sergej Rutenkas solomål gjorde forskellen og gav 11-9 ved pausen i Barcelona-favør.
Indledningen på 2. halvleg gjorde ingen klogere på, hvor slaget ville ende. Barcelona bragte sig ganske vist foran med kampens største føring, 13-10, men den slags tager 70-80 sekunder at indhente i håndbold, så det gjorde tyskerne da bare.
Detaljen hed Kraus
Ind fra venstre kom en god kending af dansk håndbold. Svenske Fredrik Petersen, der huserede med langt hår og stor succes i GOG og senere BSV. Han skulle have spillet i AG København, men klubben døde før hans første arbejdsdag og så tog han videre til Hamburg, blev klippet og spillede en glimrende kamp i mesterligafinalen.
Ved 18-18 var der ganske vist 14 minutter tilbage, men man ventede egentlig bare på at se, hvilken lille detalje, der ville afgøre det hele lige slag. Kun to Barcelona-timeouts med få minutters mellemrum midt i 2. halvleg beviste, at overhånden trods alt tilhørte tyskerne.
Detaljen hed Michael Kraus. Tysker på blot 190 cm og derfor med kælenavnet ”Mini”. Fotomodel som bijob og på vej ned ad bakke på håndboldbanen.
Troede man. Men i Köln fik han overraskende chancen i 2. halvleg og den lille playmaker blev helt afgørende med fem scoringer og utallige målgivende afleveringer.
Tumult og ballade
Fra 24-20 var alt tysk eufori i kæmpehallen, hvor alle andre end Kiel-tilhængere klappede og bakkede tyskerne op. Jesper Nøddesbo fik sat et par uheldige hænder, men også en god, da han reducerede til 23-24 og skabte yderligere spænding i de sidste tre minutter.
Tumult og ballade var der også ved at være, da der med 53 sekunder var nyt uvenskab mellem spillerne, mens bolden var på HSV-hænder.
Da var det underligt, at Hans Lindberg med 25 sekunder valgte at gå fra en spids vinkel. Et kikset skud på syv forsøg var hans udmærkede ballast, men det var helt umuligt at score på kæmpen Arpad Sterbik derfra, hvilket han da heller ikke gjorde.
Rutenka stoppet af fyrtårn
I stedet var det flotte spanske comeback ved at give fuld gevinst, men sidste skud fra Rutenka blev klaret af fyrtårnet Johannes Bitter og så var man klar til forlænget spilletid.
Forlængelsen var så fyldt med action, at Nøddesbos knold i nakken rev totter løs. Hele tiden måtte danskeren danse med massive Igor Vori.
Ved pausen i den forlængede spilletid så alt igen rosenrødt ud for tyskerne. Foran med to scoringer efter at Domigoj Duvnjak løftede sit spil.
Men kampen levede bare videre. Selvfølgelig stod der 29-29 med under tre minutter tilbage, da Lindberg maste et straffekast i mål.
Til sidst var det to kæmpe redninger fra Bitter og en norsk dommerfejl, der afgjorde ballet og efterlod Jesper Nøddesbo knust og Hans Lindberg i en rus.