Fortsæt til indhold
Håndbold

Vestjyder døde med tøjet på

Tårer over afsked, men trods alt sølvglæde i Tvis Holstebro.

Ville Tvis Holstebro kunne taget det danske mesterskab i kvindehåndbold, hvis ikke to centrale bagspillere havde siddet på bænken og plejet deres skader?

Svaret kommer selvsagt aldrig, men i nederlagets stund var træner Niels Agesen ikke sen til at kigge i retning af Iwona Cecotka og Anna Loerper.

»Jeg kan med sikkerhed sige, at vi kunne have gjort en helt anden figur, hvis vi havde haft dem med. Vi døde jo fuldstændig på ressourcer i de to finaler. Jeg tager ikke noget fra FCM. Jeg siger bare, at vi kunne have gjort det anderledes, hvis jeg havde haft hele mit hold til rådighed,« sagde Niels Agesen.

Der var mange tårer i TTH-lejren efter slutfløjtet. Ikke bare grundet finalenederlaget. Det var sidste aften sammen som den enhed, der har bragt Tvis Holstebro op fra ingenting til DM-finalist. Vitale spillere som Louise Burgaard og Katrine Heindahl rejser nu videre i karrieren.