Hvidt-kritik af træneren
Kolding-målmanden var ikke tilfreds med Peter Bredsdorff-Larsens dispositioner i DM-finalen.
Kasper Hvidt gav ikke sin træner skylden, men KIF Kolding Københavns målmand var ikke tilfreds med Peter Bredsdorff-Larsens indsats på bænken.
Svedende og skuffet, men afbalanceret og rolig analyserede Hvidt det overraskende nederlag på 21-29 til Aalborg Håndbold i den første DM-finale.
»Vi havde for mange spillere på banen og derfor fandt vi aldrig nogen rytme. I min bog var der for mange udskiftninger. Eksempelvis var Joachim Boldsen ikke på banen i de første 28 minutter af 2. halvleg på trods af, at han var så fremragende i vores midterforsvar. Det var dumt,« sagde Kasper Hvidt, der var hurtig til at tilføje:
Har stadig en chance
»Vi var mange spillere, der var langt fra vores niveau. Vi var simpelthen for dårlige og det gjorde Peter usikker,« mente Hvidt.
Han sad og tørrede sig med et håndklæde, men han smed det på ingen måde i ringen.
»Det kan sagtens lade sig gøre at blive dansk mester. Tidligere på sæsonen var vi foran med 12 mål mod Aalborg i Brøndby. Men det kræver, at vi alle spiller op til vores normale standard. Hvis alt fungerer, så har vi bestemt en chance,« sagde slagne Kasper Hvidt.