Heroiske vestjyder mødte overmagten
Tvis Holstebro tabte 20-26 til Nantes og spiller søndag om den betydningsløse tredjeplads i EHF Cup’en.
Tvis Holstebros håndboldherrer kommer ikke i EHF Cup-finalen.
Vestjyderne var som ventet oppe mod overmagten i semifinalen i Final4-stævnet. Værterne fra Nantes vandt med 26-20 Og spiller nu i søndagens finale mod enten Göppingen eller Niklas Landins Rhein-Neckar Löwen.
Danskerne holdt sig pænt med i kampens første 40 minutter, men en korrekt udvisning af Jacob Green blev dyr, da franskmændene gik fra 17-14 til 19-14.
Back umulig at stoppe
Kampen igennem havde Tvis Holstebro problemer med den spanske verdensmester Maqueda, der fra højre back virkede umulig at stoppe for de undertippede danskere.
Håbet om en dansk sensation lå i høj grad i målmandsduellen, men den vandt Nantes med længder. Arnaud Siffert havde flere store redninger, mens Anders Petersen i Tvis-målet fik i stå efter en fin indledning og senere uden succes blev afløst af Rasmus Lind.
Tvis holdt sig inde i kampen og måtte først endegyldigt kapitulere, da 23-19 blev til 24-19 med tre minutter tilbage at spille.
Søndag spiller Tvis Holstebro om tredjepladsen. Ikke andet end nogle få tusind euro er på spil i den kamp.