Fortsæt til indhold
Håndbold

Hvidt: Barcelona er imponeret af AG

Kasper Hvidt betragter kvartfinalen mod Barcelona som værende helt åben.

FC Barcelonas spillere vil fredag aften kigge misundeligt på AG København.

Storholdet, der som det eneste håndboldhold i verden har deres eget fly, vil fredagen aften i Parken opleve noget, de aldrig har oplevet før: At spille for over 20.000 tilskuere. De har spillet Champions League-finaler for 19.000 i Köln. Men i København findes der en ganske særlig klub, hvis iderigdom i aften bryder alle rammer for håndbold.

»Jeg har spillet med mange af Barcelonas spillere, og de vil helt sikkert stå og være enormt imponerede inde i Parken. Ikke bare over omgivelserne, men også over alt det andet, som vi har. Sange, indløb, forberedelserne før kampstart og den slags. Og så vil de sikkert være imponerede over, at vi kan samle over 20.000 til en håndboldkamp,« siger Kasper Hvidt til spn.dk.

Der er en chance

Nok skal Champions League-debuterende AG København op mod de forsvarende mestre og mest vindende håndboldhold i verden. Men i klassisk AGK-stil, så kravler Hvidt ikke langs sidelinjen.

»Vi har bestemt en chance. Det er vel omkring 50-50 set over to kampe. Barcelona står godt til os, og vi har oparbejdet en masse selvtillid i Champions League. Vi regnede selv med, at vi ville være stærke, men vi har bevist at vi kan være med mod de bedste,« siger Hvidt.

Kampen vises på DR1 kl 20.15.