Fortsæt til indhold
Håndbold

Mikkel Hansen: Intet at hævne

Intet andet end AGK spiller en rolle for stjernespilleren før fredagens kvartfinale.

Mikkel Hansen er ikke på hævntogt i Parken i aften.

Han havde to lærerige, men sportsligt lunkne, år i Barcelona fra 2008 til 2010. Kollegaen på venstre back, hviderusseren Sergej Rutenka, løb med spilletiden, hvorefter Mikkel Hansen vendte hjem til København og igangsatte den eksplosive udvikling, der har gjort ham til verdens bedste håndboldspiller.

Gloede som dreng

Nu kommer Barcelona og Rutenka så til København i fredagens Champions League-kvartfinale i Parken.

»Min tid i Barcelona fylder intet i henhold til denne kamp. Jeg glæder mig bare til at spille. Jeg skal ikke hævne noget over for Rutenka, Barcelona eller nogen andre,« siger Mikkel Hansen til spn.dk.

For AGK-stjernen var det stort at være i Barcelona. Men derfor er det alligevel også stort at møde den mytiske klub fredag aften.

»Jeg har spillet for dem selv, de er verdens mest vindende håndboldklub, og det var holdet, som jeg sad og gloede på som dreng. Det bliver sjovt,« fastslår han.