Fortsæt til indhold
Håndbold

Rasmus Lauges arm holdt

Rasmus Lauges albue holdt til strabadserne i aftenens slutspilskamp imod KIF Kolding.

Af PELLE LARSEN

Landsholdsplaymaker Rasmus Lauge var meldt tvivlsom til BSV’s vigtige hjemmekamp imod KIF Kolding. Et par væskeansamlinger i albuen hold Rasmus Lauge ude af angrebspillet i lørdagens landskamp imod Tyskland.

Derfor var det med store usikkerhedsmomenter at den unge BSV playmaker gik ind til aftenens kamp.

»Jeg har ikke trænet med bold siden jeg kom hjem, så det med at teste armen inden kampen var der ikke meget af. Jeg måtte bare spille og give den alt hvad den kunne trække,« sagde en glad Rasmus Lauge til spn.dk efter BSV-sejren på 28-25.

Fire mål

Og albueskaden hold da ikke Lauge fra at skyde i aftenens kamp, hvor han endte med at score fire mål. Specielt det sidste langskud, som blev tordnet hen over hovedet på Frederik Ohlander, gjorde det svært at se at der skulle være problemer med skudarmen.

»Heldigvis dækkede Kolding et ret offensivt forsvar, så min rolle blev primært at fordele boldene rundt. Når der så opstod nogle skudchancer, måtte jeg også tage dem, ellers skulle jeg ikke have meldt mig klar,« fastslog landsholdsspilleren.

Med sejren har BSV 5 points i slutspilsgruppe B og en sejr på lørdig i Viborg vil muligvis kunne sikre BSV en semifinaleplads.

»Hvis vi kan vinde på lørdag i Viborg, så er den der næsten. Det vil vi naturligvis gøre alt hvad vi kan for, og jeg tror også på at vi vinder den kamp deroppe. Så ser det rigtigt godt ud,« sagde den glade landsholdsspiller.