Svan tættere på OL
Fløjspilleren anbefalede sig med flot landskamp mod Tyskland.
Klasse er ikke nødvendigvis nok til en plads på det danske håndboldlandshold ved OL.
Lasse Svan er en klassespiller på højre fløj, men kampen med Hans Lindberg er hård. Det er usikkert om der skal en eller to højre fløje med til OL. Fredag fik Svan vist, at Wilbek ikke skal glemme ham i dét spil.
Tre scoringer på tre skud og en sikker indsats i forsvaret. Et meget godt udbytte for en halv times arbejde i 25-25 kampen mod Tyskland.
Svært ikke at tænke på
Forude venter tre lange måneder med klubkampe og samlinger med landsholdet før udtager Wilbek sine 14 spillere til London-festen.
»Jeg prøver at lægge det væk og ikke tænke på det. Jeg kan jo spekulere fra nu af og til 3. juli, når holdet udtages. Det kommer jeg ingen vegne med. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg da af og til tænker over det,« sagde Lasse Svan, der udmærket godt ved, at han fik et plus hos landstræneren efter indsatsen mod Tyskland.
»Selvfølgelig kommer jeg da et lille skridt tættere på målet, når jeg spiller en god kamp. Det siger sig selv. Min følelse er god lige nu, men det er den altid efter en god kamp. Jeg må arbejde videre og se, om jeg kan over Hans Lindberg, hvis der kun kommer en spiller med på vores plads. Det er et stort puslespil om fordelingen af pladserne og det er umuligt at gennemskue. Heller ikke jeg ved, hvad der af tanker inde i Ulriks hoved,« sagde Svan.