Lemvig-Thyborøn holder liv i spinkelt håb
Lemvig-Thyborøn lever lidt endnu i herrernes håndboldliga, men det ser fortsat mere end svært ud for jyderne.
Håndboldherrerne fra Lemvig-Thyborøn holdt lørdag liv i klubbens spinkle mulighed for at klare frisag i håndboldligaen.
Bundproppen vandt 23-22 hjemme over Viborg HK, så Lemvig-Thyborøn før holdets sidste kamp i grundspillet er to point efter nummer næstsidst, Skive fH.
Kræver et point
Sidstnævnte, som mangler at spille to kampe, kan dog søndag sende Lemvig-Thyborøn ned, men det kræver et point i udekampen mod KIF Kolding.
Uanset resultatet af den kamp får Lemvig-Thyborøn meget svært ved at blive i ligaen, eftersom holdet i den sidste grundspilskamp møder suveræne AG København på udebane.
Lørdagens tabende hold, Viborg HK, missede med nederlaget den første mulighed for at komme med i slutspillet.