AGK-træner: Jeg er lidt bitter
Holdets svenske træner var ikke i tvivl om, hvad holdet manglede mod Kiel.
Når sport afvikles på et højt niveau, er det ofte få centimeter, som får betydning for udfaldet.
Det gjaldt også i håndboldkampen mellem AG København og THW Kiel i Brøndby-Hallen søndag eftermiddag.
Manglende marginaler
F.eks. ved stillingen 22-22 i anden halvleg, hvor Mikkel Hansens skud mod mål blev pareret af Thierry Omeyer.
Bolden smuttede gennem benene på franskmanden og hoppede et par gange på målstregen, inden målnmanden ragede den til sig. Dommerne dømte den ikke inde.
”Det er jo et eksempel på, at vi i dag mangler marginalerne,” sagde Magnus Andersson umiddelbart efter kampen.
”De var simpelthen ikke på vores side,” konkluderede han.
Tæt og intenst
Atmosfæren i hallen var imponerende, og svenskeren mente efter kampen, at hans mandskab fortjente et bedre udfald.
”Det var tæt og intenst. Vi spiller mod et pissegodt hold, og vi afslutter rigtig fornuftigt, synes jeg. Holdet fortjener bedre, og jeg er lidt bitter,” konstaterede han.