*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

mandag 20. oktober 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten sport
Håndbold 17.02.2012 kl. 07:46
»Man kan nok ikke helt forholde sig til det, før den dag, hvor det virkelig er slut. Men det er jo ikke fordi, jeg stopper med at leve, når jeg stopper med håndbold,« konstaterer Lars Christiansen. Foto: Lars Krabbe

Når håndbold bliver livsfarlig

Noget af teksten manglede i dagens avisartikel om Lars Christiansen. Her er hele historien.

Legende er vel den passende betegnelse. Ingen andre i Danmark – formentlig i verden – har som Lars Christiansen rundet 1.500 landsholdsscoringer, og hver gang den 39-årige venstrefløj trækker i den rød-hvide trøje, udvider han ikke blot rekorden for flest spillede landskampe; samtidig føjer han endnu en linje til den næsten 20 år lange fortælling om spilleren, der blev personificeringen af moderne dansk håndbold.

For at give fortællingen lidt global kolorit har heller ingen andre fået en plads foran et af verdens største håndboldhold, Flensburg-Handewitt, opkaldt efter sig. Ja, der findes kun én Lars Christiansen.

Hertil vil en krakiler givetvis have et par indvendinger. For faktisk findes der 402 Lars Christiansen’er spredt ud over landet fra Allinge til Aabybro. Hvilket alt andet lige gør navnetrækket væsentlig mindre eksklusivt end øvrige sportslegender som Michael Laudrup, Peter Schmeichel og sågar Anja Andersen, der blot deler navn med 332 andre. Desuden er der noget foruroligende forhenværende ved begrebet legende.

»Jeg har det svært med, når folk kalder mig en legende. For en legende kan man da først blive, når man ikke længere spiller,« konstaterer Lars Christiansen.

Hvilket på sin vis er humlen i det hele.

Fem årtier i håndbold

Selv om han fylder 40 år til april, er han endnu ikke forhenværende. Det åbenlyse bevis på dette er, at han er gået i en nogenlunde lige linje fra formiddagstræningen i ligaklubben Kolding hen til dette interview. På lidt længere sigt påtænker han endda at tage med landsholdet til sommerens OL, der i så fald vil være det andet, siden omverdenen begyndte at pointere hans velvoksne alder.

Derefter slutter i hvert fald landsholdskarrieren så også. Mens den samlede håndboldkarriere, der begyndte, da onklen og ungdomstræneren Viggo Paulsen i 1976 tog ham med ned i hallen i Sønderborg, forventes at udløbe næste år. Efter at håndbold i 37 år over fem årtier har været livets omdrejningspunkt.

»Hele mit liv – hele min identitet – er håndbold. Hvis man deler sit liv op i et cirkeldiagram med familie, venner, hobbys og arbejde, så skulle det gerne være en nogenlunde ligelig fordeling. Men jeg er vokset op i en familie, hvor håndbold fyldte ekstremt meget, og både mine venner, min hobby og mit arbejde er håndbold,« siger venstrefløjen.

»Det er jo livsfarligt. Hvis noget fylder så stor en del af din identitet, uanset om det er håndbold eller andet, så ryger man for alvor ned med stress eller depression.«

En svær overgang

Pointen illustreres med et knytnæveslag i modsatte håndflade, hvilket udløser et overraskende højlydt klask. Alvoren berettiger da også til lidt internt håndgemæng, for gennem årene har Lars Christiansen oplevet, når sportsfolk ikke har kunnet forlige sig med det identitetstab, der ofte er en endt karrieres følgesvend.

»Man kan nok ikke helt forholde sig til det, før den dag, hvor det virkelig er slut. Men det er jo ikke fordi, jeg stopper med at leve, når jeg stopper med håndbold. Det har jeg lært i den seneste tid: Alting har en ende, men hvis man er klar til, at der skal ske noget andet i stedet, er det faktisk o.k. Men det er vigtigt at dele tingene med familie og venner, for jeg får da brug for hjælp, den dag jeg stopper med noget, der har fyldt så meget, siden jeg var fire år.«

Erkendelsen sneg sig dog først ind på Lars Christiansen for et par år siden. Til gengæld har det så fyldt en del i tankerne siden, og der er blevet lagt meget forberedelse ind i processen. Da karrieren i 1980’erne og 1990’erne blev bygget op, skete det delmål for delmål frem for med en langsigtet plan om håndboldens verdensherredømme i fjernt sigte.

Karrieren brydes op

På samme vis brydes karrieren nu op sten for sten. Efter 14 år som folkehelt i den tyske storklub Flensburg-Handewitt skiftede han i sommer til Kolding, og i sensommeren er det altså landsholdet, der afmonteres. Stille og roligt, så der bliver plads til at nyde processen. Mens der i stedet tilføres nye elementer, som eksempelvis muligheden for at tage sønnen Frederik med på skitur i den januarmåned, der ellers altid er optaget af slutrunder.

Imidlertid er en stor del dog iværksat af begivenhedernes gang. I 2009 blev han skilt fra den tidligere håndboldspiller Christina Roslyng, der flyttede tilbage til Danmark med parrets fælles søn. Hvilket tvang ham til at tage livets prioriteter op til revision, og skiftet bort fra Flensburg skete udelukkende for at kunne være nærmere Frederik. Lars Christiansen pointerer, at skiftet ikke kan udlægges som et skridt ned ad ranglisten; Kolding er også en stor klub. Han understreger, at forholdet til ekskonen er fremragende.

Et venligt menneske

Men nu er sønderborgenseren også notorisk kendt for at være venlig. Om end hjemmesiden Wikipedia ikke just er Encyclopedia Britannica, er det alligevel sigende, at den i minibiografien om ham får nævnt hans gode humør og åbne tilgang til fans og omverden.

Han har heller intet problem med at tale om skilsmissen og den nedtur, der fulgte efter. I det hele taget giver fløjspilleren af sig selv i et omfang, der får et sønderjysk kaffebord til at fremstå en anelse skrabet.

Det iboende paradoks er, at bruddet i hans optik ikke mindst var forårsaget af håndbolden, og det at han giver så meget af sig selv. For ham varer en håndboldkamp derfor heller ikke 60 minutter, men 6 timer. For både før og efter kampen skal der være tid til fans, sponsorer og journalister. Omvendt nævner han også håndbolden som det faste holdepunkt, der hjalp ham tilbage.

»På en måde har jeg måske altid været for god af mig. Men jeg trives på håndboldbanen, og jeg trives med, at folk omkring mig har det godt. Det har båret mig igennem mange ting, og det er også en naturlig del af mig at gøre tingene med et smil,« fortæller han.

»Desuden tror jeg, at det har haft betydning, at jeg har taget mig den tid. Hvis ikke jeg havde gjort alle de ting, var jeg måske aldrig kommet helt hertil. Min største drøm er, at jeg har gjort en forskel. At folk vil huske mig, og det er også derfor, jeg har gjort, som jeg har.«

Menneske og spiller

At han er interesseret i sit eftermæle tydeliggøres af, at han var halvandet år om at skrive den selvbiografi, der udkom i 2008. Samt at han sidste år valgte at medvirke i et portrætprogram på tv for at fortælle sin historie også uden for sportshallen. Aftrykket skulle nemlig helst være som et menneske mere end som kun en spiller.

»Man bliver aldrig en god håndboldspiller, hvis ikke også man har det menneskelige med. Derfor er den fedeste hæder, jeg nogensinde har fået, dengang jeg blev kåret som årets borger i Slesvig-Holsten, for dybest set var det jo en anerkendelse af mine menneskelige kvaliteter. Ikke af håndboldspilleren, men af det sociale og det, jeg betød for området,« forklarer han.

Alt sammen kan jo så kategoriseres som almen menneskelig forfængelighed eller drømmen om udødelighed. I alle fald er det en måde at sikre, at Lars Christiansen ikke fortoner sig i gråzonen af landets øvrige 401 Lars Christiansen’er, men forbliver en del af fortællingen også efter den aktive karrieres endestation.

»Der er spillere, som har været på landsholdet i mange år, og når de så stopper, hører man fra dem en måned efter og så aldrig igen. Det, er jeg ikke så bange for, sker for mig. Jeg tror, at jeg har sat et tydeligt nok fodaftryk til, at jeg ikke går lige i glemmebogen, og hvis jeg gør, er det jo bare sådan. Så har jeg måske ikke gjort det, jeg troede,« siger fløjspilleren og fastslår, at hans fremtid skal indeholde mere end bare etiketten.

»Jeg har fået mange tilbud fra tv og klubber, men hvis ikke det er noget, hvor jeg kan gøre en forskel, gider jeg ikke. Jeg gider ikke bare være et navn. Det fede kunne jo være, hvis Lars Christiansen en dag er husket for andet end håndbold.«

Ingen slutdato

Helt at forlade sporten er dog godt ude på teoriens overdrev. Udgangspunktet er håndbold i hans hidtidige nebengesjæfter som foredragsholder og den ene tredjedel i et managementbureau, og der er fortsat så meget cirkushest i veteranen, at han ved den seneste skadespause fik rysteture efter fire dage uden harpiks på hænderne. Selv om han de seneste år – og, medgiver han, i en noget sen alder – er blevet gjort voksen, nærer han fortsat den samme næsten barnagtige kærlighed til håndbold. Hvis ikke han endnu kan kaldes legende, kan han i hvert fald fortsat kaldes legende med tryk på første stavelse.

Derfor er der heller ikke sat slutdato på den samlede karriere endnu. Kontrakten med Kolding udløber næste år, men det står ikke indført i nogen lov, at det bliver den sidste.

»Jeg har aldrig set, hvorfor en 40-års fødselsdag skulle være en begrænsning for, om man kan være med. Hvis jeg fysisk holder mig i god form og ikke har ondt nogen steder, skal det ikke være en hindring,« konstaterer Lars Christiansen.

»Stoppet skal skyldes, at jeg ikke længere har lyst – eller at klubben ikke har, selvfølgelig. Og jeg har fortsat lysten. Det kan være, at alting ændrer sig, når OL er overstået, for landsholdet har altid været med til at drive mig. Omvendt kan det også være, at landsholdsstoppet bare giver mig mere lyst.«

Selv om man som venstrefløjen har scoret mange tusinde mål, kan det være svært at vide, hvilken afslutning der bliver definitiv. Under sidste måneds EM-slutrunde havde Ulrik Wilbek således været i Jyllands-Postens arkiver, hvor han havde fundet en artikel fra 2002, i hvilken 29-årige Lars Christiansen fortalte, at han havde indledt tankerne om livet efter håndbolden.

»Da han viste artiklen til holdet i omklædningsrummet, grinede alle,« fortæller Lars Christiansen med et smil.

»Så jeg sagde, at de bare kunne vente sig. For de kommer til at grine endnu mere om 10 år, når artiklen er 20 år gammel, og jeg stadig er der.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tilmeld dig Sport nyhedsoverblik
Annonce
forsiden lige nu

Stormrådet vil hjælp vandramte nordjyder

Vandskaderne i sidste uge i Nordjylland kan dækkes af oversvømmelsesordningen, siger Stormrådet.

Danske F-16-fly smed første bombe

De danske F-16-fly har til og med mandag været på 11 missioner i Irak, hvor der er blevet kastet bomber på nogle af missionerne, oplyser Forsvaret.

"Storbritannien vil have en bedre aftale i EU"

Downing Street mener ikke, at Storbritanniens nuværende situation er acceptabel for landet.

Dorthe høster millioner på Langebro

På kun halvandet år har Dorthe Mathiesen spredt sine produkter til masser af danske hjem.

Google ved, hvor du er: Smart eller skræmmende?

Find ud af om Google overvåger dig, og hvordan du forhindrer det.

Er det ubåden, som svenskerne jager?

Siden fredag har svenskerne forsøgt at lokalisere et ukendt fartøj i Stockholms skærgård.
Annonce
Annonce
Sport
  • Jobformidling i Formel 1

    Med lidt over en måned til det afgørende løb i indeværende Formel 1-sæson, er rygterne om kørerenes fremtid intensiveret.

    Hvorfor var alting bedre i gamle dage i AGF?

    AGF har uofficiel danmarksrekord i uforløst potentiale. Hvorfor, spørger sportsredaktøren.

    Luiz Suárez: Mere myte end menneske

    Han er blandt verdens bedste fodboldspillere og samtidig den mest hadede. Han har bidt tre modstandere og afsonet en dom for racisme. På lørdag får folkehelten, familiefaren og forbryderen Luis Suárez debut for FC Barcelona mod Real Madrid.

    Det danske bud blandt verdens bedste 97’ere

    Jyllands-Posten og The Guardian tegner profiler af 36 af verdens største fodboldtalenter. Det danske bidrag er en ny udgave af Christian Eriksen - med et ego.

Fodbold
Cykling
Fuglsang efter dopingsager: Det er ikke godt for mig
Det er skidt for Jakob Fuglsangs omdømme, at hans hold Astana er involveret i tre dopingsager. 
Motorsport
Annonce
Annonce