*

Håndbold

Nykøbings håndboldkvinder avancerede i Champions League med storsejr

Nykøbing Falster Håndboldklub er klar til hovedrunden i Champions League efter sejr ude over polsk bundprop.

Nykøbing Falster Håndboldklub er klar til hovedrunden i Champions League efter 36-28-sejr fredag over Vistal Gdynia fra Polen.

Resultatet betyder, at det polske hold ikke længere kan drille NFH's videre færd i Europas største klubturnering.

Det danske mesterhold nåede op på seks point i gruppe A ligesom CSM Bucuresti og slovenske Krim. NFH har dog spillet fem kampe modsat rumænerne og slovenerne, der er noteret for fire gruppekampe indtil videre.

Vistal Gdynia ligger fortsat i bunden uden sejre i gruppespillet.

Næste modstander for NFH er Krim, og en sejr her vil betyde, at det danske mesterhold tager fire point med videre i turneringen.

Efter nederlaget på 26-39 senest til CSM Bucuresti skulle det danske mandskab rejse sig, og første scoring blev da også sat ind af Sarah Iversen efter to minutter.

Kristina Kristiansen bragte NFH foran 5-3 efter ti minutter, og det blev hurtigt 7-3 til gæsterne.

Føringen på fire mål blev igen en realitet, da Ayaka Ikehara bragte de danske mestre foran 11-7, og polakkerne indhentede ikke danskerne i halvlegen, som NFH vandt med 15-10.

Dermed handlede det om ikke at lukke det polske mandskab ind i kampen i anden halvleg, og her bragte NFH sig da også foran 17-12 efter fem minutter.

Med en NFH-spiller i undertal kom Vistal Gdynia alligevel med, og polakkerne fik reduceret til 17-18. Det skabte spænding i opgøret med 20 minutter igen.

Det blev helt lige med 18-18, men Johanna Westberg og Matilde Nielsen sørgede for en 20-18-føring midtvejs i halvlegen, hvor NFH var presset af at have sat en føring på fem mål over styr.

Den kom tilbage takket være yderligere tre scoringer i træk, og Angelica Wallén bragte NFH foran 23-18.

Dermed øjnede holdet atter avancement i turneringen, og der var ikke mere modstand i polakkerne, som med ti minutter igen var bagud 19-27.

Johanna Westberg blev topscorer for NFH med 11 mål.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Sport
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her