*

Golf

Danskere sejrer i holdturnering på European Tour

Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard hentede sammen en turneringssejr på European Tour i golf.

De danske golfspillere Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard kunne søndag juble, da sejren i European Tour-turneringen Golf Sixes var en realitet.

Danskerne sejrede i finalen med 3-1 over det australske par Sam Brazel og Scott Hend, og dermed blev danskernes weekend med mange kampe afsluttet på fornemste vis.

Turneringen blev spillet i England efter et nyt koncept, hvor de bedste spillere fra 16 lande deltog.

Da Søren Kjeldsen er optaget af at spille PGA-turneringer, så udgjorde Olesen det danske hold sammen med Bjerregaard.

Lørdag blev der spillet gruppespil, hvor de to bedste hold avancerede fra hver af de fire grupper.

Her lagde danskerne ud med at dele point med Holland, hvilket også blev udbyttet af kampen mod England. Avancementet blev så sikret, da Olesen og Bjerregaard i den sidste gruppekamp slog det indiske par og nåede op på fem point.

Dermed var der dansk deltagelse i kvartfinalen søndag, og her blev det til dansk 2-1-sejr over Frankrig. Italien blev slået 2-1 i semifinalen, og så ventede finaleopgøret mod australierne.

Turneringens koncept bød på intense kampe weekenden igennem, hvor der blev spillet seks huller per kamp, og hvor banens par var 24.

Begge spillere fra hvert hold slog bolden ud, og den bedste bold blev valgt, hvorefter der i hvert opgør blev slået på skift af holdets to spillere.

En sejr i en kamp gav tre point, mens uafgjort gav et enkelt point.

I finalen gik Olesen og Bjerregaard hånd i hånd med Sam Brazel og Scott Hend på de to første huller, hvor ingen af parrene fejlede, men heller ikke tog fra.

På det tredje hul, som var et par fem-hul, bragte australierne sig imidlertid foran, da de leverede en birdie, mens danskerne brugte fem slag.

Da Olesen og Bjerregaard herefter gik det næste par fire-hul i par, og Brazel og Hend leverede en bogey, så var der pludselig udlignet hurtigt, og herefter tog danskerne fra med godt spil.

De to sidste huller blev også vundet af Olesen og Bjerregaard, der derfor kunne omfavne hinanden og fejre finalesejren på 3-1 i det helt nye golfkoncept.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her