Målløs målsluger manglede chancer
Viborg havde svært ved at byde FC København op til dans.
Hvor er Thomas Dalgaard?
Det spørgsmål skal der nok være en enkelt Viborg-fan eller to, der har stillet sig i dagens hjemmekamp mod FC København.
Dalgaard er topscorer i Superligaen og har vist forrygende form i de seneste kampe. I 1-4-nederlaget til FC København var han ikke i nærheden af at score, og Viborg var generelt en klasse under det danske mesterhold.
"Jeg synes ikke, at vi fik spillet nok fremad. Jeg synes heller ikke selv, at jeg fik de chancer, jeg skulle bruge. Men vi må videre, der er en ny kamp, og det skal nok gå," sagde Thomas Dalgaard til Canal9 efter kampen.
Et spørgsmål om tid
Thomas Dalgaard erkendte desuden, at Viborg havde svært ved at følge med i FCK's tempo.
"Selvfølgelig er de gode, det vidste vi godt. Det var et spørgsmål om tid, før de kom i gang, men vi håbede ikke, at det blev i dag."
Med sejren rykker FC København over nedrykningsstregen med seks point for syv kampe. Viborg har ni point på syvendepladsen.