Hovedsponsor forlænger med Superliga-nedrykker
Trods nedrykning fra Superligaen har Silkeborg fået forlænget aftalen med klubbens hovedsponsor.
Fodboldklubben Silkeborg har forlænget samarbejdet med hovedsponsoren Mascot for et år, så det mindst løber frem til udgangen af 2014.
Det meddeler Superliga-nedrykkeren i en pressemeddelelse.
- Vi er meget glade for den opbakning, Mascot viser os på trods af vores status som Nordicbet-liga hold i den kommende sæson, siger administrerende direktør i Silkeborg IF Invest A/S, Kent Madsen.
Eksponent for sammenholdet
- Dermed er vores hovedsponsor eksponent for det sammenhold, der er tvingende nødvendigt, hvis Silkeborg hurtigst muligt igen skal kunne vende tilbage til Superligaen, siger han.
Sponsoratet bliver forlænget i yderligere et år, hvis Silkeborg næste år rykker op i Superligaen.
Klubben har haft Mascot som sponsor siden 2011.
Silkeborg sluttede sidst i Superligaen i den netop overståede sæson.