Efter kampen genvandt Silkeborg trods alt æren
Med 0-2 i Horsens er Silkeborg reelt ude af superligaen, men holdet forfaldt ikke til dårlige undskyldninger.
»Vi har ikke været gode nok«.
Et simpelt budskab, men ofte en meget svær sætning at få over læberne for sportsfolk, der har så meget lettere ved at forklare nederlag og skuffelser med bortforklaring.
Mandag aften skyldte Silkeborg-spillerne deres tilhængere en undskyldning for en rædderlig indsats, der resulterede i 0-2 mod AC Horsens og en reel nedrykning fra superligaen, men efter skuffelsen fortsatte de trods alt ikke den pinlige optræden med forsøg på at skubbe skylden over på tilfældigheder og uheld.
»Vi bliver nødt til at kigge indad. Over hele sæsonen har vi simpelthen bare ikke været gode nok,« erkendte Martin Svensson ærligt.
Skader og ulykker
Aftvunget svar på mulige forklaringer på dumpeplaceringen pegede både spillere og ledere på langtidsskader til eksempelvis forsvarsstyrmanden Thorbjørn Holst, hvilket naturligvis ikke hjælper en klub med et af ligaens mindste budgetter, og på samme vis kan man også skimme sæsonens hidtidige 31 kampe og finde mange dumme pointtab, men så igen.
Sådan kan alle klubber pege på skader og ulykker, og vinderne er som oftest dem, der formår at holde fejlene på et rimeligt leje, og apropos minimum – midtjydernes ledelse har allerede overlevelsesplanen klar for at overkomme et skønnet indtægtsfald på 10 mio. kr.
»Vi ved godt, hvilke håndtag vi skal have fat i. Jeg er ikke stolt over det, men vi har jo erfaring med den situation. Det kan være, at vi skal arbejde med knap så stor en trup, og så kan nogle af profiler måske blive solgt, så der kommer transferindtægter og mindre lønudgifter,« påpeger direktør Kent Madsen.