Superligabomber kritiserer holdkammerater
Silkeborgs topscorer langer ud efter navngivne holdkammerater, som han ikke mener spiller op til deres potentiale.
Silkeborgs superligasæson har indtil videre været skuffende. Klubben er placeret under nedrykningsstregen med blot 11 point for 15 kampe.
En af de spillere, der ikke har skuffet, er Silkeborgs tyske topscorer, Marvin Pourie. Han har scoret syv af klubbens 12 mål i denne sæson, og nu kritiserer han sin holdkammerater for ikke at gøre det godt nok.
"Spillere som Christian Holst og Jesper Bech, ja også Martin Svensson og Adeola Runsewe, har så meget potentiale, men de viser det ikke i øjeblikket. Det er skuffende," siger Pourie til bold.dk.
Ikke god nok til Superligaen
Han tilføjer, at man skal spørge de pågældende spillere om, hvorfor de ikke leverer bedre præstationer.
"Vi har et godt hold, som jeg mener kan være i top fem i Superligaen, men som vi spiller i øjeblikket, er vi end ikke gode nok til at blive i Superligaen," siger Marvin Pourie.
Silkeborg møder i eftermiddag Brøndby i en vaskeægte bundkamp. Silkeborg kan med en sejr skabe et hul på fem point ned til Brøndby.