”De smed en lighter i hovedet på mig”
Randers’ målmand, David Ousted, agerede skydeskive i Brøndby.
Brøndby skulle have spillet dagens hjemmekamp mod Randers for tomme tribuner som følge af tilskuerurolighederne i efterårets pokalmøde med FC København, hvor hundreder af hjemmeholdets fans invaderede banen efter slutfløjt.
I ugens løb appellerede Brøndby imidlertid denne dom og fik lov til at åbne op for tilskuere, mens sagen viderebehandles.
Enkelte af Brøndbys fans sørgede dog for, at klubbens fans på den såkaldte ”Faxe Tribune” igen fremstod i et dårligt lys.
I første halvleg måtte kampen afbrydes i et par minutter, da Randers’ målmand, David Ousted, blev ramt af diverse kasteskyts.
Mønter og lighter
”De kastede lidt af hvert; gulerødder og mønter, og jeg blev ramt af en lighter i baghovedet. Og til sidst smed de et kanonslag. Dér sætter jeg grænsen,” sagde David Ousted efter sejren på 2-0 over Brøndby.
Han skulle dog tage sin egen personlige revanche kort efter. Efter knap en halv time fik Brøndby sin første chance i kampen. Endda en dobbeltchance til Clarence Goodson. Amerikaneren forsøgte sig først med hovedet og så med foden, men i begge situationer klarede Ousted mesterligt på stregen.
Han kom også på tværs, da Dennis Rommedahl på Brøndbys eneste farlige angreb i anden halvleg – en 2 mod 1-situation - forsøgte at finde en helt fri Simon Makienok Christoffersen foran mål.
Verdens største chance
”Det er jo typisk et bundhold. Vi har verdens største chance for at komme på 1-1 (12 minutter før tid), og i stedet går Randers op og scorer til 2-0 minutter efter,” ærgrede Simon Makienok Christoffersen sig.
Nederlaget betød, at Brøndby nu er fire point under nedrykningsstregen. Næste mulighed for at forbedre positionen er på søndag, når holdet gæster AGF.
Deltag i debatten.